Bolivia slår Brasilien og kan lukke 32 års VM-tørke

10. SEP 2025 • 08:38SPORT

Bolivia leverede en overraskelse mod Brasilien og skal nu spille playoff om deltagelse ved næste års VM.

Bolivia står pludselig med gode muligheder for at kvalificere sig til VM for første gang siden 1994.

Det står klart efter den overraskende sejr over Brasilien natten til onsdag dansk tid.

På hjemmebane vandt Bolivia med 1-0 på Miguelitos scoring på straffespark.

Dermed slutter Bolivia i den sydamerikanske VM-kvalifikation på den syvendeplads, der udløser en plads i en playoffturnering mod nationer fra andre kontinenter.

Her skal seks lande dyste om to pladser.

Venezuela lå ellers til at blive nummer syv før sidste spillerunde, men Bolivia stryger forbi i kraft af sin sejr, da Venezuela selv tabte med 3-6 på hjemmebane mod Colombia.

Bolivia har været med til VM tre gange, men er aldrig nået videre fra gruppespillet. Senest deltog landet i 1994 i USA. Nu kan det altså blive til VM-comeback i netop USA.

Inden sidste spillerunde lå det allerede fast, at Argentina, Ecuador, Colombia, Uruguay, Brasilien og Paraguay snupper de direkte VM-pladser fra Sydamerika.

Efter de 18 runder i kvalifikationen slutter Argentina med 38 point, mens Ecuador hentede 29 point. De fire øvrige nationer landede alle på 28 point.

Ecuador avancerede natten til onsdag til andenpladsen ved at slå Argentina med 1-0.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT