Axelsen får comeback uden skyhøje forventninger
Viktor Axelsen får onsdag comeback i Hong Kong Open efter en skadespause på et halvt år.
12. marts. Så længe er det siden, at Viktor Axelsen spillede en badmintonkamp, når han onsdag får comeback i Hong Kong Open.Han blev opereret i april og er nu igen klar til at spille om point. Men man skal ikke forvente, at den tidligere verdensetter er på toppen endnu.
- Jeg har trænet ganske udmærket i denne uge, men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke skyhøje forventninger, siger Viktor Axelsen til DR.
Han har haft en "diskus i lænden, som har trykket på en nerve og givet konstante smerter" i venstre ben, og derfor fik han en kikkertoperation.
Hong Kong Open er primært lagt i kalenderen for at genfinde rytme og for at bevise, at kroppen kan holde til det.
- Det vil være at tage munden for fuld at sige, at jeg er på 100 procent af mit niveau. Jeg kunne godt lige have brugt lidt mere tid, men det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg er et sted, hvor jeg føler mig komfortabel ved at gå på banen i en turnering, siger Axelsen.
Han er faldet tilbage på verdensranglisten som følge af skaden og er nu nede som nummer 18.
Axelsen var senest i aktion i All England, hvor han tabte i første runde. Da havde han indledt året med turneringssejre i India Open og German Open.
Onsdag møder han japaneren Kodai Naraoka, der indtager niendepladsen.
De har mødt hinanden seks gange før, og danskeren har endnu ikke tabt.
31-årige Axelsen fortalte i et interview med Jyllands-Posten i august, at han er begyndt at tænke over sit karrierestop.
- Jeg har brugt ret meget tid i skadesperioden på at tænke over min tilværelse. Også helt generelt. Jeg tror, jeg er okay med, at det stopper inden for de næste par år. Det er vildt underligt at tænke på, sagde Axelsen.
Senere i august meddelte han, at han skulle skilles fra sin kone, Natalia Rohde.
/ritzau/