B93 spiller sig videre til pokalmøde med Brøndby
En af Steve Coopers første opgaver som træner for Brøndby bliver pokalkampen mod B93.
Der venter B93 lidt af en mundfuld i tredje runde af den danske pokalturnering.Tirsdag aften blev holdet fra Østerbro klar til at få besøg af Brøndby efter en sejr i straffesparkskonkurrence over AB.
Det bliver samtidig en af de første opgaver for Brøndbys nye træner, Steve Cooper. Waliseren blev tirsdag præsenteret som afløser for Frederik Birk og skal altså forsøge at få Brøndby videre til ottendedelsfinalerne.
AB kom bedst fra start i tirsdagens lokaldyst, som blev spillet i Gladsaxe.
Midtvejs i første halvleg åbnede Tobias Hageltorn scoringen med en flad afslutning fra tæt hold.
Den tidligere superligaprofil Vito Hammershøy-Mistrati udlignede på et langskud med fem minutter til pause, og efter en målløs anden halvleg endte den ordinære spilletid 1-1.
Heller ikke i de efterfølgende 30 minutter blev der scoret, og straffesparkskonkurrencen var derfor sidste udvej for at finde en vinder.
Her brændte hjemmeholdets O'Vonte Mullings først på Frederik Ibsen, og på AB's femte spark hamrede Steven Bala på overliggeren. Bolden strøg ned omkring stregen, og linjedommeren vurderede, at den ikke var i mål, selv om det var svært at se på tv-billederne.
Tredje runde af pokalturneringen spilles 23. til 25. september. På grund af renovering af Østerbro Stadion spiller B93 for tiden sine hjemmekampe i Sundby Idrætspark.
/ritzau/