Axelsen smider stor føring og kollapser mod franskmand
Viktor Axelsen var foran 22-20, 15-9, men er ude af China Masters, efter at klappen gik ned.
Viktor Axelsens comeback efter syv måneders skadespause fik torsdag et nyt dramatisk kapitel ved China Masters i Shenzhen.Efter en stor comebacksejr over kineseren Wang Zhengxing onsdag gik det torsdag helt omvendt mod franske Alex Lanier.
Axelsen var foran 22-20, 15-9, inden klappen gik ned, og en rådvild fynbo tabte 15-21, 13-21 i de sidste to sæt mod verdens nummer syv.
Med sejren står Lanier nu til at møde topseedede Anders Antonsen i Super 750-turneringens kvartfinaler.
Antonsen, der er forsvarende mester, skal dog først lige leve op til sin klare favoritværdighed mod Ng Ka Long fra Hongkong, inden det møde bliver en realitet.
Torsdag startede det skidt for Axelsen, der lavede alt for mange fejl og tillod Lanier at hente mange point efter korte dueller.
3-2 blev til 4-9, inden Axelsen fik bedre fat og gjorde duellerne længere ved at sende Lanier godt rundt på banen.
Der var glimt af fordums styrke i sidste del af første sæt, og efter at have afværget en sætbold ved 19-20 viste Axelsen klassen med et par meget fokuserede dueller.
Godt hjulpet på vej af træner Peter Gade fandt Axelsen et taktisk overtag, og fysisk så han også glimrende ud i første del af andet sæt, hvor Lanier var på hælene.
Fra 2-2 tog det fart, og Axelsen styrede sikkert og koncentreret mod en meget opløftende sejr, inden det meget pludseligt gik den anden vej.
Foran 15-9 vendte kampen totalt på hovedet, og tingene gik skævt for Axelsen, der tabte 12 point i træk og modløst gik til pause.
Den sidste rest af selvtillid og tro på sejren forsvandt omkring 8-8 i tredje sæt, hvor Axelsen i retning af Gade efterspurgte en ny taktik og siden skreg frustrationerne ud op mod halloftet efter en stor fejl.
/ritzau/