Danmark stiller Gaza-forslag i FN - Løkke forventer nej fra USA

18. SEP 2025 • 12:42ERHVERV/POLITIK

De ti indvalgte medlemmer af FN's Sikkerhedsråd er gået sammen om resolution om Gaza.

Danmark appellerer sammen med de øvrige ni midlertidige medlemmer af FN's Sikkerhedsråd til øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har torsdag orienteret Folketingets partier om afstemningen, der ventes torsdag aften eller fredag.

- Vi har været pennefører på det i kredsen af de indvalgte ti medlemmer, som har sat sig sammen under dansk koordination og stillet et resolutionsforslag, som forsøger at spidse tingene lidt til, siger Lars Løkke Rasmussen efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Resolutionen går på en øjeblikkelig våbenhvile, frigivelse af gidsler og uhindret humanitær adgang.

Det er alt sammen krav, som Danmark - og også et samlet EU - står bag.

- Det er jo ikke nye synspunkter. Men det er vigtigt, at vi hele tiden opretholder det internationale pres, og derfor er jeg sådan set glad for, at vores dygtige folk i FN er lige ved at være i mål med sådan et resolutionsforslag på vegne af de ti indvalgte lande, siger Lars Løkke Rasmussen.

USA, som er nær allieret af Israel og en fast støtte i FN's Sikkerhedsråd, forventes ifølge udenrigsministeren at vende tommelfingeren ned til resolutionen.

Dermed får den ingen umiddelbar effekt.

- Man må desværre nok formode, at vi kan få en udfordring med at få USA til at stemme for, og der er også en risiko for, at de nedlægger veto, siger udenrigsministeren.

Blandt andre midlertidige medlemmer i FN's Sikkerhedsråd finder man Grækenland, Somalia og Sydkorea.

De fem faste medlemmer i sikkerhedsrådet er Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA.

For at et resolutionsforslag skal vedtages i FN's Sikkerhedsråd, kræver det, at ni medlemmer stemmer "ja".

Men hvis bare et af de fem faste medlemmer stemmer "nej", kan forslaget ikke vedtages.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT