Rensdyrjægere klager over uro fra militærøvelse i Grønland

18. SEP 2025 • 13:12INDLAND/KRIMINAL

Lavtflyvende helikoptere skræmmer rensdyr væk, siger fisker- og fangerforening, der håber på bedre dialog.

Der er opstået irritation blandt rensdyrfangere i Grønland, fordi støj fra lavtflyvende helikoptere fra en militærøvelse skræmmer rensdyrene væk.

Det skriver det grønlandske medie KNR.

Fisker- og fangerforeningen i Nuuk, NAPP, har ifølge mediet sendt et brev til fiskernes landsorganisation, KNAPK. Heri kræver NAPP, at KNAPK tager kontakt til Arktisk Kommando for at undgå forstyrrelser i jagtsæsonen.

- Støjen fra helikoptere skræmmer rensdyrene væk. Det sker ikke kun i nærheden af Nuuk. Det sker også i områder, der ligger langt væk fra Nuuk som Kangerluarsussuaq nord for Qeqertarsuatsiaat mange kilometer væk fra Nuuk, siger formand for NAPP Niels Boassen til KNR.

Der er tale om militærøvelsen "Arctic Light", hvor det danske forsvar træner sammen med flere allierede. Blandt andet deltager soldater fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge.

Ifølge KNR varer øvelsen til fredag.

Niels Boassen understreger over for KNR, at NAPP ikke er imod selve øvelsen. Men man vil ikke acceptere forstyrrelser i rensdyrsæsonen.

Derfor håber han på bedre dialog med Arktisk Kommando i fremtiden, lyder det.

Det er Arktisk Kommando, som leder øvelsen i koordination med Grønlands regering, Naalakkersuisut.

KNR beskriver, at den nuværende periode med stabilt vejr bliver brugt flittigt til at jage rensdyr. Samtidig begynder rensdyrene også fra midten af september at samle sig i flokke op mod parringstid.

Helikoptere kan få rensdyrflokkene til at flygte længere ind i landet, forklarer Niels Boassen. Og det kan betyde, at jægere skal gå adskillige ekstra kilometer.

Ved militærøvelsen i Grønland skal soldaterne træne sig i forsvar af kritisk infrastruktur, boarding af skibe og at kunne bruge militære droner i et arktisk terræn.

Det amerikanske militær har ikke været inviteret til at deltage.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT