København skruer ned for blusset efter mislykket investorjagt

22. MAJ 2025 • 16:10SPORT

Budgettet i København Håndbold bliver mindre, efter at klubben ikke er lykkedes med at finde nye ejere.

Siden november har København Håndbold og klubbens ejer, Kim Mikkelsen, ledt efter nye ejere. Men det er ikke lykkedes at finde nogen.

Det betyder dog ikke, at klubben lukker og slukker. I stedet kører butikken videre, men på et lavere blus.

Det oplyser København Håndbolds direktør, Louise Svalastog, på klubbens hjemmeside torsdag.

- Kims støtte skaber et vigtigt fundament. Det fremtidige fundament er baseret på et lavere budget, og det betyder, vi alle må løfte i fællesskab, hvis vi skal skabe en stærk sæson.

- Det er nu min og vores salgschefs opgave at øge indtægterne betydeligt, så vi kan sikre en konkurrencedygtig og bred trup, siger Louise Svalastog.

Kim Mikkelsen har været ejer af København Håndbold, siden klubben så dagens lys i 2013. I alle årene siden da har han lukket økonomiske huller på millioner af kroner.

Kigger man blot på de seneste fem regnskabsår, har København Håndbold tabt over 30 millioner kroner.

I perioden siden november er der blevet sået tvivl om, hvorvidt klubben ville fortsætte med at eksistere. Samtidig har spillerne leveret en forbilledlig indsats og sikret sig en plads i DM-semifinalerne.

Det bifalder Kim Mikkelsen, som dog ikke vil lukke lige så store økonomiske huller fremover.

- Det har været en svær tid for alle omkring klubben, og jeg vil gerne rose vores sportslige sektor for deres enorme indsats under stor usikkerhed. At nå en semifinale på trods af mange skader og spillere ude med lykkelige omstændigheder siger alt om truppens kvalitet og karakter, siger Kim Mikkelsen.

Han fortæller, at København Håndbold nu vil være "den mest udviklende klub og give plads til unge spillere", ligesom han forsikrer, at man inden længe præsenterer nye spillere til næste sæsons trup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT