Fond formodes at kunne bruges til at give penge til Trump-tilhængere, der deltog i stormen på Kongressen.
To amerikanske betjente har onsdag indgivet et søgsmål i et forsøg på at forhindre Donald Trumps administration i at oprette en skattefinansieret fond, der formodes at ville kunne udbetale kompensation til personer, der deltog i stormen på Kongressen i 2021.Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Associated Press (AP).
Søgsmålet er blevet indgivet ved en føderal domstol i forbundshovedstaden Washington D.C. to dage efter, at det amerikanske justitsministerium oplyste, at fonden ville blive oprettet.
Fonden er på 1,776 milliarder dollar. Det er en symbolsk henvisning til året 1776, da USA fik sin forfatning. Beløbet svarer til 11,4 milliarder kroner.
Fonden sigter specielt på at kompensere Trump-allierede, der føler sig uretfærdigt behandlet af justitsministeriet, da demokraten Joe Biden var præsident, lød det fra ministeriet mandag.
Siden har flere amerikanske medier skrevet, at fonden kan bruges til at give penge til Trump-tilhængere, der deltog i stormen på Kongressen i 2021, og som senere blev retsforfulgt under Biden.
- Selv om Trump og hans håndlangere har været hemmelighedsfulde omkring fondens formål, efterlader mediedækningen ingen tvivl om, at den blandt andet vil blive brugt til at betale de næsten 1600 personer, der er anklaget for at have angrebet Capitol (kongresbygningen, red.), skriver betjentene i søgsmålet.
USA's fungerende justitsminister, Todd Blanche, ville ved en høring i Kongressen tirsdag ikke udelukke, at personer, der tog del i stormen på Kongressen, ville være berettiget til penge fra fonden, skriver AP.
De to betjente bag søgsmålet var 6. januar 2021 med til at forsvare kongresbygningen mod de Trump-tilhængere, der trængte ind i Kongressen og forsøgte at forpurre, at Bidens valgsejr blev godkendt.
Efter at Trump begyndte sin anden periode den 20. januar 2025, har han benådet mange dømte personer fra stormen på Kongressen.
Mere end 100 betjente blev såret under stormen, mens fem mennesker døde på dagen eller i dagene derefter.
/ritzau/