Tirsdag blev Southampton smidt ud af playoff-finalen om en plads i Premier League. Klubdirektøren er i chok.
Det er "ude af proportioner i forhold til enhver tidligere sanktion i engelsk fodbolds historie".Sådan lyder det i en udmelding fra Phil Parsons, direktør i den engelske fodboldklub Southampton, efter at klubben tirsdag blev udelukket fra at spille playoff-finale om oprykning til Premier League.
Southampton vandt over to opgør playoff-semifinalen mod Middlesbrough med 2-1 efter forlænget spilletid, men efter kampene anklagede det tabende hold Southampton for at have spioneret til Middlesbroughs træninger.
Det har Southampton erkendt i en høring, men klubben er chokeret over dommen fra ligaforeningen EFL, som står for Englands næstbedste række, The Championship.
- Kommissionen var berettiget til at pålægge en sanktion. Men den var efter vores opfattelse ikke berettiget til at pålægge en sanktion, der åbenlyst er ude af proportioner i forhold til enhver tidligere sanktion i engelsk fodbolds historie, skriver Parsons på klubbens hjemmeside.
Southampton har appelleret kendelsen. Den appel skal behandles onsdag, for kampen på Wembley om oprykning spilles lørdag.
Lige nu står Hull til at møde Middlesbrough, som har fået pladsen i stedet for Southampton. Men det håber sidstnævnte at få lavet om på, for der er enorme pengesummer på spil.
Opgøret om oprykning kaldes ofte milliardkampen med henvisning til den store økonomiske gevinst, som den oprykkende klub kan se frem til ved at spille Premier League-fodbold i den kommende sæson.
Ifølge Reuters var værdien af en finalesejr sidste år rundt regnet 220 millioner pund. Det svarer til omkring to milliarder kroner.
- Vi accepterer, at der bør være en sanktion. Det, vi ikke kan acceptere, er en sanktion, som ikke står mål med forseelsen, lyder det fra Parsons.
Southampton henviser blandt andet til sagen i 2017, hvor Leeds blev dømt for spionage. En sag, der dannede baggrund for det regelsæt, som nu er anvendt mod Southampton.
Leeds fik en bøde svarende til omkring 1,7 millioner kroner og en formel reprimande.
/ritzau/