Amorim efter nye dødboldproblemer: Vi var nervøse
De defensive dødbolde var igen et problem for Ruben Amorims Manchester United, der tabte 0-3 til Bournemouth.
Defensive dødbolde har været et tema, siden Ruben Amorim tiltrådte som cheftræner i Manchester United, og søndag var den gal igen i 0-3-nederlaget til Bournemouth, der åbnede målscoringen efter en dødbold.- Vi gav ikke noget væk indtil dødboldmålet, men efter det blev både spillere og fans nervøse. Jeg kunne mærke det med det samme.
- Der kom meget nervøsitet, og det var helt forståeligt situationen taget i betragtning, siger Amorim ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Senest var dødbolde også et problem i torsdagens Liga Cup-nederlag på 3-4 til Tottenham. I den kamp lukkede Manchester United to mål ind efter hjørnespark.
- Alle områder er en bekymring, men særligt vores dødbolde. Vi træner på det, og vi er nødt til at forbedre os. Mange hold er stærke på det felt, så vi bruger også meget tid på det, siger Amorim til klubbens egen hjemmeside.
Søndagens nederlag til Bournemouth var det fjerde i de seneste seks kampe for United, der holder jul på en 13.-plads i Premier League.
- Det meste er svært for os for tiden, og for en klub som Manchester United er det rigtig hårdt for alle at tabe 0-3 på hjemmebane, siger United-træneren ifølge Reuters.
- Og selvfølgelig er fansene også skuffede og trætte af det. Man kunne mærke det på stadion i dag (søndag, red.), og jeg forstår det fuldt ud, men vi er nødt til at se det i øjnene.
Næste opgave for Ruben Amorim og Manchester United er den i engelsk fodbold traditionsrige 2. juledag, hvor Wolverhampton, der søndag bankede Leicester med 3-0 på udebane, venter.
/ritzau/