Juventus bryder stime med smal sejr hos bundprop

22. DEC 2024 • 22:49SPORT

Nicolas Gonzalez blev med sit første ligamål for Juventus matchvinder i udekampen mod Monza.

Efter fire gange uafgjorte i træk fik Juventus søndag aften omsider en sejr i Serie A.

Det holdt dog hårdt i udekampen mod bundproppen Monza, der bød gæsterne fint op til dans i det meste af opgøret.

Den argentinske angriber Nicolas Gonzalez blev kort før pausen matchvinder med sit første ligamål for Juventus siden sommerskiftet fra Fiorentina.

Sejren betyder, at Juventus holder jul som nummer seks i Serie A med 31 point for 17 kampe. Det er ni point mindre end førerholdet Atalanta.

Netop Atalanta var tidligere søndag meget tæt på pointtab hjemme mod midterholdet Empoli. Men med sit andet mål i opgøret sikrede den belgiske kreatør Charles De Ketelaere kort før tid Atalanta en 3-2-sejr.

I Monza duftede det også svagt af en overraskelse i meget af opgøret.

Værterne, der ikke har vundet på hjemmebane i ligaen, spillede lige op med Juventus og skabte kun marginalt færre farlige situationer end gæsterne.

Efter et kvarter smed midtbanedynamo Teun Koopmeiners et hjørnespark ind tæt under mål, hvor amerikanske Weston McKennie var på plads og stødte bolden i nettet.

Monza svarede dog kort efter igen, da offensivspilleren Samuele Birindelli - søn af den tidligere Juventus-profil Alessandro Birindelli - på fremragende vis flugtede kuglen i mål efter et gennemspillet angreb.

Hjemmeholdets cheftræner, forsvarslegenden Alessandro Nesta, måtte kort før pausen dog se til, da hans defensiv viste alt andet end klasse, da man ikke fik clearet en bold i eget felt, hvilket tillod Nicolas Gonzalez at score et forholdsvis simpelt mål fra kort afstand.

Juventus forsøgte at kontrollere kampen i anden halvleg, men fik aldrig ro over begivenhederne, omend man fik holdt Monza nede på et nogenlunde acceptabelt antal chancer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT