Viborgensere må kigge langt efter overskudsvarme fra Apple-datacenter

30. SEP 2024 • 13:09INDLAND/KRIMINAL

Et prisloft spænder ifølge Viborg Varme ben for, at gratis overskudsvarme fra Apples datacenter kan udnyttes.

Det er fire år siden, at Apples datacenter i Tjele ved Viborg blev taget i brug.

Planen var at udnytte overskudsvarmen fra serverne og sende den ud til fjernvarmebrugerne i Viborg.

Men det er endnu ikke sket.

Og det har nu fået varmeselskabet Viborg Varme til tasterne. Det er blevet til et åbent brev til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Han opfordres til at afskaffe et særligt prisloft, der er lagt på brug af overskudsvarme.

- Vi skriver til dig med henblik på at påpege vigtigheden af, at "prisloftet for overskudsvarme" bortfalder hurtigst muligt, da det koster fjernvarmeforbrugerne i Viborg mange penge hver dag, lyder det i brevet.

Apple har tilbudt Viborgs fjernvarmekunder at levere overskudsvarmen fra virksomhedens datacenter gratis.

Men Viborg Varme har hidtil måttet takke nej og i stedet købe og fyre med naturgas.

Det koster fjernvarmeselskabet tre millioner kroner om måneden, vurderer Viborg Varme.

Direktør Morten Abildgaard mener, at prisloftet blokerer for grøn og billigere varme til fjernvarmekunderne i Viborg.

- I Viborg tjener prisloftet ikke andet formål end at bremse den grønne omstilling og fordyre varmeregningen.

- Det er bureaukrati af værste skuffe, at vi skal takke nej til gratis grøn overskudsvarme og købe sort naturgas i stedet, siger Morten Abildgaard i en pressemeddelelse fra organisationen Synergi, som arbejder for at mindske energispild.

Også fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, har talt for, at prisloftet fjernes.

Der er nemlig flere eksempler landet over, hvor overskudsvarmen kunne udnyttes, men ikke bliver det, lyder det fra organisationen.

- Prisloftet skal væk. Det er det, vi og hele den grønne sektor fortsat venter på, så vi kan komme videre med den grønne omstilling og i øvrigt indfri de politiske ambitioner om øget brug af overskudsvarme, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT