Dødt løb om vælgernes foretrukne regeringstype
Omkring en tredjedel af vælgerne foretrækker en midterregering. Det samme er tilfældet for en rød og blå.
Det er stort set dødt løb, når vælgerne bliver spurgt, hvilken regeringstype de foretrækker efter næste valg.Det viser en ny måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau.
32 procent svarer, at de efter folketingsvalget 24. marts foretrækker, at der dannes "en regering med flere partier hen over den politiske midte".
31,9 procent foretrækker en regering med et eller flere blå partier, mens 29,4 procent foretrækker en regering med et eller flere røde partier.
Mens billedet er broget hos vælgerne, bliver dørene også holdt vidt åbne hos statsministerkandidaterne.
Vinder statsminister Mette Frederiksen (S) valget, kan hun både se en rød regering eller endnu en midterregering for sig.
Venstres statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, har lovet en blå regering, hvis der er borgerligt flertal. Men han kan heller ikke afvise, at Venstre går med i en midterregering igen.
På Aarhus Universitet har institutleder Christoffer Green-Pedersen blandt andet forsket i brede regeringer.
Han læser først og fremmest målingen sådan, at "der er mange, der gerne vil have bredt samarbejde i dansk politik", hvilket der historisk set også er i Folketinget.
- Der er en gruppe vælgere, der godt kan lide samarbejde, men det vidste vi nok godt.
- Men det er ikke det samme som, at de ville være vilde med en eller anden konkret regering. Det ville komme an på sammensætningen og herunder hvad vælgerne ser som alternativer, siger Christoffer Green-Pedersen.
Han bruger SVM-regeringen som eksempel. Forskningen viser, at den specifikke konstellation allerede var "relativ upopulær", inden regeringen blev dannet.
Eksempelvis foretrak de socialdemokratiske vælgere en midterregering, hvor SF også var med.
At både Socialdemokratiet og Venstre holder muligheden for en midterregering åben, ser Jacob Bruun, der var med til regeringsforhandlingerne for Moderaterne i 2022, ikke som "båret af vælgerne".
- Hvis det handlede om at imødekomme en eller anden vælgerefterspørgsel, så tror jeg, at det sikreste for alle partier var at søge tilbage til rød og blå blok.
- Jeg tror egentlig snarere, at grunden til, de gerne vil holde det i live, er, fordi de har en oplevelse af, at de faktisk har håndteret nogle vigtige beslutninger på en fornuftig måde, siger Jacob Bruun, der i dag driver konsulentvirksomheden Bruun Advisory og tidligere har været særlig rådgiver for Lars Løkke, da han var Venstre-formand og statsminister.
Målingen fra Voxmeter er indsamlet fra 6. til 9. marts med svar fra 1023 respondenter, der er repræsentativt udvalgt.
/ritzau/
