Tre ødelagte trapper ved Møns Klint er genåbnet

14. JUN 2024 • 17:58INDLAND/KRIMINAL

Besøgende har fået adgang til stranden ved Møns Klint, efter at tre trapper er genåbnet.

Ønsker man at besøge Møns Klint denne sommer, er der gode nyheder efter den ødelæggende stormflod i oktober.

Tre af de fem trapper ned til stranden ved Møns Klint er nu genåbnet, efter at de blev ødelagt af stormfloden i efteråret.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

I løbet af vinteren og det tidlige forår har al færdsel på stranden ved Møns Klint været frarådet på grund af flere store skred.

De store skred har også forsinket arbejdet med at genetablere trapperne.

Det er trapperne "Gråryg", "Jydelejetrappen" og "Maglevands Fald", som de besøgende nu igen kan bruge.

- Det er helt fantastisk, at vi nu har sikret hovedadgangen til stranden, fordi der kommer mange besøgende i skolernes sommerferie, og nu kan de få den fulde oplevelse. Klinten er helt unik, og den er smuk både oppe og nedefra, siger Jane Skov Lind, der er skovrider i Naturstyrelsen, i meddelelsen.

Trapperne "Liselund" og "Røde Udfald" er ikke genåbnet.

Den ene trappe - "Liselund" - stod på et sted, hvor der er meget sand, mens den anden "Røde Udfald" skal have et nyt forløb, før den kan genåbne.

Sandet, hvor trappen ’’Liselund’’ er placeret, har ikke stabiliseret sig siden stormen. Derfor planlægger man, at trappen muligvis kan genopstå som en trampesti med jordtrin i stedet.

Naturstyrelsen forventer, at ’’Liselund’’ vil stå klar i efteråret senere i år. ’’Røde Udfald’’ skal efter planen stå færdig i enten 2025 eller 2026.

Ifølge pressemeddelelsen er sommeren højsæson for besøgende til Møns Klint, som ligger på det østlige Møn.

Klintens højeste punkt rager 128 meter op over havet, og det gør den til Danmarks højeste klint.

Møns Klint består af lodrette lag af kridt. Kridtet består af 70 millioner år gamle kalkpladser fra mikroskopiske alger.

Klinten er en del af det lag af kridt, som store dele af Danmark hviler på.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT