Nordkorea affyrer missiler for fjerde gang i april

19. APR 2026 • 03:05UDLAND

Nordkorea har søndag sendt missiler over Det Japanske Hav. Det er landets fjerde prøveaffyring i april.

Nordkorea har tidligt søndag morgen lokal tid foretaget en prøveaffyring af en række ballistiske missiler.

Det meddeler det sydkoreanske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vores militær opfangede flere uidentificerede ballistiske missiler, der blev affyret over Det Japanske Hav fra Sinpo-området i Nordkorea klokken 06.10 (klokken 23.10 dansk tid, red.), lyder det fra det sydkoreanske militær.

- Vi har øget overvågningen og beredskabet som forberedelse på eventuelle yderligere affyringer, tilføjer militæret.

Også Japans regering oplyser natten til søndag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man har registreret en nordkoreansk prøveaffyring af ballistiske missiler.

Missilerne formodes ifølge den japanske regering at være faldet ned nær den koreanske halvøs østkyst. Der er ingen meldinger om, at missilerne skulle være faldet ned inden for Japans økonomiske eksklusive zone (EEZ).

Søndagens prøveaffyring er ifølge Reuters Nordkoreas syvende i år og fjerde denne måned.

Tidligere i april overværede Nordkoreas leder, Kim Jong-un, en test af strategiske krydsermissiler, der blev affyret fra et krigsskib. Det viser billeder, der er blevet offentliggjort af det nordkoreanske statsmedie KCNA.

Prøveaffyringerne sker ifølge Reuters, mens Kina og USA er i gang med forberedelserne til et topmøde i midten af maj. Her ventes USA's præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, blandt andet at skulle tale om Nordkorea.

Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Rafael Grossi, sagde onsdag i denne uge, at Nordkorea har gjort markante fremskridt i forbindelse med produktionen af atomvåben.

Grossi meldte blandt andet om øget aktivitet i flere nordkoreanske reaktorer og et anlæg, der genbehandler nukleare materialer fra reaktorerne.

I alt vurderes Nordkorea ifølge Grossi at have nogle "få dusin" sprænghoveder.

Et dusin henviser til en mængde på 12.

- Det hele peger på en meget markant fremgang i Nordkoreas evner inden for produktion af nukleare våben, sagde han.

FN's Sikkerhedsråd har forbudt Nordkorea at udvikle ballistiske missiler og atomvåben og har indført en række sanktioner mod landet, fordi forbuddet er blevet overtrådt.

Nordkorea afviser det internationale forbud og har flere gange udtalt, at landet vil forblive en atomstat.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT