Rejseselskaber: Brændstofmangel truer ikke danskernes sommerferie

17. APR 2026 • 11:51INDLAND/KRIMINAL

Rejsebranchen kan ikke genkende melding om, at mangel på flybrændstof truer flytrafikken i nærmeste fremtid.

Danskerne bør ikke frygte, at sommerens planlagte rejser bliver aflyst på grund af mangel på flybrændstof.

Sådan lyder det samstemmende fra en række parter i den danske rejsebranche.

- Vi ser tiden an, men for nuværende er det (brændstofsituationen, red.) ikke noget, der ser bekymrende ud, siger Jakob Hahn, der er direktør i brancheforeningen Rejs.

Torsdag lød det fra Claudio Galimberti, der er økonom ved det norske energirådgivningsselskab Rystad Energy, at flytrafikken er truet af mangel på brændstof.

Allerede inden for de næste tre til fire uger kan manglen blive mere omfattende, lød advarslen.

Men den udmelding kan danske rejseselskaber slet ikke genkende.

- Som det ser ud lige nu, så uanset om de rejsende skal på et charterfly eller et rutefly, så ser det ikke ud til, at der skulle være bekymring. Også på trods af den udmelding, der kom i går (torsdag, red.), siger Jakob Hahn videre.

Samme melding kommer fra rejseselskaberne TUI og Spies.

- På nuværende tidspunkt handler det om at følge situationen, og der er ikke noget, der tyder på i den nærmeste fremtid, at det her kommer til at have en indvirkning på vores kunders sommerferier, siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef hos TUI.

- Men det er klart, at vi må se tiden an. For med de her udmeldinger, så skal det jo helst ikke fortsætte ind i efterårsperioden, for så begynder situationen at spidse en del mere til.

Selv om den danske rejsebranche ikke bekymrer sig i øjeblikket, så bliver det samtidig understreget, at der ikke findes en spåkugle. Situationen kan ændre sig løbende.

Ifølge brancheforeningen Rejs kan det blive problematisk, hvis nogle af de store luftfartsselskaber begynder at annullere flyvninger i et større omfang.

Over for Ritzau giver luftfartsselskabet Norwegian udtryk for, at det ikke for nuværende er bekymret for eventuel mangel på brændstof.

- På nuværende tidspunkt er vi trygge ved vores adgang til brændstof og har også en sigtbarhed, som rækker længere end det, som der bliver skrevet om i medierne, siger landechef i Danmark Sara Neergaard.

- Så man kan i hvert fald trygt regne med, at man kan komme på sommerferie med os.

I SAS har man allerede aflyst 1000 afgange i april. Men det skyldes høje brændstofpriser og ikke mangel på brændstof.

Lige nu har selskabet nok brændstof, men pressechef i SAS Alexandra Lindgren Kaoukji kan ikke afvise, at der vil ske flere aflysninger.

- Vi vil gerne undgå aflysninger i sommertrafikken, med tanke på at det er ferietid, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT