Prinsesse Josephine begynder på ny skole efter sommerferien
Når det gælder skolevalg, har prinsesse Josephine og prins Vincent fulgtes ad igennem størstedelen af livet.
Efter sommerferien begynder prinsesse Josephine i 9. klasse på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København.Det fortæller hun til den fremmødte presse lørdag, efter at hun og tvillingebroren prins Vincent er blevet konfirmeret i Fredensborg Slotskirke.
Det skriver B.T., Ekstra Bladet og Billed-Bladet.
I mødet med pressen bliver prinsessen spurgt til opholdet på efterskolen og planerne for det kommende skoleår.
- Det har været en utrolig og stadig virkelig fed oplevelse, og jeg har lært masser af nye folk og ting at kende. Og jeg synes, at jeg har udviklet mig rigtig meget på den tid.
- Jeg skal starte på Ingrid Jespersens folkeskole i 9. (klasse, red.), siger prinsessen i en video, som B.T. har delt.
Prinsesse Josephine går i øjeblikket i 8. klasse på Spir Efterskole i Juelsminde.
Med skiftet til Ingrid Jespersens Gymnasieskole går hun i fodsporene på søsteren prinsesse Isabella, der ligeledes tog 9. klasse på skolen.
Prinsesse Josephine og prins Vincent har fulgtes ad igennem størstedelen af livet.
De begyndte begge på Tranegårdskolen i Hellerup i 0. klasse og var på samme skole frem til august 2023, hvor prinsesse Josephine skiftede til Kildegård Privatskole i samme by.
Her gik prinsessen frem til sin start på Spir Efterskole.
Den 26 minutter ældre prins Vincent går fortsat på Tranegårdskolen.
De 15-årige tvillinger er kong Frederik og dronning Marys yngste børn.
Deres konfirmation har fundet sted i samme kirke, som en stor del af den kongelige familie er blevet konfirmeret i.
Her er både de ældre søskende kronprins Christian og prinsesse Isabella blevet konfirmeret. Det samme er deres far, kong Frederik, og farmor dronning Margrethe, som deltager i lørdagens konfirmation.
Kongehuset har ønsket at værne om familiens privatliv i forbindelse med festen og fejringen i Orangeriet på Fredensborg Slot.
Det betyder også, at kongehuset ikke har ønsket at svare på, hvor mange eller hvem der er inviteret til den store begivenhed, eller hvad menuen bliver.
Konfirmationen blev forestået af den kongelige konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen.
/ritzau/
