Turbulente elpriser får mange til at vælge fast pris
Andel Energi oplever stor efterspørgsel på fastprisaftaler på strøm. Også batterilagre og varmepumper hitter.
Danske forbrugere har tilsyneladende taget konsekvensen af, at energipriserne indtil videre i 2026 har været alt andet end stabile.Det mener i hvert fald energiselskabet Andel, der kan se en tydelig ændring i kundernes aftaler og adfærd indtil videre i år.
Først og fremmest er salget af fastprisaftaler - hvor man sikrer sig den samme elpris i en given periode - røget kraftigt i vejret.
Helt præcist er der indgået 27 gange så mange af den type aftaler i første kvartal i år som i samme periode sidste år.
Således er omkring 40 procent af de nye aftaler, der er indgået, i 2026 med fast pris, oplyser Andel.
Mange har altså tilsyneladende valgt at forsikre sig mod de kraftige udsving i elpriserne, der har præget vintermånederne.
Det mørke og vindstille vejr, der med et tysk låneord kaldes dunkelflaute, fik timepriserne på el til at banke i vejret i perioder, fordi hverken solceller eller vindmøller producerede nok strøm til at dække behovet.
- Elregningen bliver mere forudsigelig, når man kender sin elpris 6 eller 12 måneder frem i tiden.
- Med de svingende elpriser og den geopolitiske uro er det ikke overraskende, at kunder søger derhen, hvor forudsigeligheden er størst, siger Marlene Holmgaard Fris, der er administrerende direktør i Andel.
Andel kan også mærke øget interesse for hjemmebatterier, der kan lade strøm, når den er billig, og frigive den, når priserne er højere.
Endelig er salget af varmepumper også vokset i takt med, at ejere af olie- og gasfyr tager konsekvensen af de høje oliepriser og skifter til el-baseret opvarmning.
Marts har således været den måned, hvor Andel Energi har solgt flest varmepumper.
/ritzau/
