Rejseselskaber kimes ned efter advarsel om brændstofmangel
Der har været advarsler om mulig mangel på flybrændstof, og danske rejseselskaber oplever bekymrede kunder.
Meldinger om aflyste afgange og mulig mangel på flybrændstof har tilsyneladende sat bekymrende tanker i gang hos rejselystne danskere.Flere rejseselskaber er i ugens løb blevet noget nær kimet ned af henvendelser, fra personer der allerede har bestilt ferie.
Det oplyser rejseselskaberne Spies og FDM Travel til TV 2.
- Vi har haft travlt ved telefonerne i den her uge. Sommerferien er dyr for mange danskere, og der er store følelser i det, siger Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef hos Spies, til mediet.
En række parter i den danske rejsebranche oplyste dog fredag til Ritzau, at brændstofmanglen ikke truer flytrafikken i nærmeste fremtid. Sådan lød det fra brancheforeningen Rejs og rejseselskaberne TUI og Spies.
Chefen for Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, advarede fredag om, at Europa snart kan komme til at mangle flybrændstof.
Årsagen er, at over 80 energianlæg i Mellemøsten ifølge IEA's data har fået skader under krigen i Iran. Det omfatter olie- og gasfelter, raffinaderier og rørledninger.
Torsdag lød det desuden fra Claudio Galimberti, der er økonom ved det norske energirådgivningsselskab Rystad Energy, at flytrafikken er truet af mangel på brændstof.
Allerede inden for de næste tre til fire uger kan manglen blive mere omfattende, lød advarslen.
Risikoen for mangel på brændstof skyldes, at Hormuzstrædet i længere tid har været lukket.
Strædet har stor betydning for verdens oliehandel. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet, og normalt passerer flere end 20 millioner tønder råolie, kondensat og brændstof i gennemsnit dagligt gennem strædet.
Fredag eftermiddag erklærede den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, strædet for åbent.
Men lørdag lød det fra Irans militær, at Hormuzstrædet igen er under "streng" iransk kontrol på grund af USA's blokade af skibe fra iranske havne.
/ritzau/
