Tidligere boybandmusiker giver solokoncert i Royal Arena

24. MAR 2026 • 20:00INDLAND/KRIMINAL

Niall Horan brød igennem i One Direction. Nu bringer hans kommende turné i eget navn musikeren til Danmark.

Den irske popmusiker Niall Horan, der fik sit store gennembrud som en del af boybandet One Direction, giver koncert i Royal Arena i København 10. oktober.

Det skriver underholdningsbureauet Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

Det er Niall Horans kommende turné, "Dinner Party Live On Tour", der bringer sangeren til Danmark.

Touren er opkaldt efter musikerens kommende album, "Dinner Party", der udkommer til sommer.

Skiven bliver hans fjerde album som solist.

Han debuterede som solist i 2017 med pladen "Flicker", som bragte ham til Store Vega i København. Siden fulgte "Heartbreak Weather" i 2020 og tre år efter "The Show", som i 2024 tog Niall Horan til Royal Arena, hvor han nu vender tilbage.

Niall Horan stillede i 2010 op som solist i den britiske udgave af "X Factor".

Det samme gjorde Zayn Malik, Liam Payne, Harry Styles og Louis Tomlinson.

Ingen af dem gik videre til liveshowene som solister. Men de endte på scenen som et boyband, da de blev sat sammen, og fik navnet One Direction.

Selv om One Direction ikke vandt programmet, men kom på en tredjeplads, fik de en kontrakt med dommeren Simon Cowells eget pladeselskab.

Året efter albumdebuterede One Direction med pladen "Up All Night".

Siden fulgte yderligere fire plader, hvoraf det seneste, "Made in the A.M.", udkom i 2015.

Samme år forlod Zayn Malik kvintetten.

Gruppen, som står bag sange som "What Makes You Beautiful" og "Story of My Life", gik i opløsning i 2016.

Ud over at udgive musik har 32-årige Niall Horan også været talentdommer i den amerikanske udgave af "The Voice", som han har vundet tre gange som musikalsk mentor.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT