Socialdemokratiet står til det dårligste valg siden 1901

24. MAR 2026 • 20:38ERHVERV/POLITIK

S ser ud til at blive det største parti ved folketingsvalget, selv om målinger viser mærkbar tilbagegang.

Socialdemokratiet ser ud til at få sit dårligste folketingsvalg siden 1901.

Det viser en valgstedsmåling fra DR, der giver partiet 19,2 procent af stemmerne.

I en tilsvarende måling fra TV 2 står partiet til 21 procent. I så fald kommer partiet til at balancere omkring det dårligste resultat siden dengang.

Målingerne er lavet på baggrund af interviews ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvor deres kryds er sat. Dermed er der ikke tale om endelige resultater.

Til sammenligning fik Socialdemokratiet 27,5 procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg i 2022.

Dengang blev Socialdemokratiet det klart største parti. Trods tilbagegangen ser det ud til at blive det største igen denne gang.

I 1901 fik Socialdemokratiet 17,1 procent af stemmerne.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) mener, at det er regeringsansvaret, der gør, at Socialdemokratiet ser ud til at gå markant tilbage ved folketingsvalget.

- Der er ikke nogen grund til at skjule, at det slider at tage det ansvar i den her tid. Det gør det for alle regeringer, og det gør det selvfølgelig også for os, siger han.

Adspurgt om, hvorvidt der er brug for, at Socialdemokratiet bekender sig mere til den røde blok efter tre et halvt år i en regering med Venstre og Moderaterne, siger Heunicke:

- Der er først og fremmest brug for at tage noget ansvar for Danmark i denne situation.

Hans formand, Mette Frederiksen (S), har været statsminister siden 2019 og udelukker intet på forhånd.

I løbet af valgkampen har hun sagt, at hun både kan se en regering hen over midten og en regering med rød støtte.

Valgstedsmålingerne fra de to medier viser, at rød blok står til mellem 83 og 86 procent af mandaterne.

Det betyder, at de røde partier ikke på egen hånd kan danne flertal.

Mens Socialdemokratiet risikerer at gå markant tilbage, ser der ud til at være fremgang for de fleste andre partier i rød blok.

Begge målinger viser fremgang til både SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Alternativet står til 3,3 procent af stemmerne hos TV 2 - det vil sige det samme som i 2022 - og til at gå frem hos DR.

Blå blok tildeles mellem 75 og 78 mandater i mediernes målinger, mens Moderaterne står til 14 afgørende mandater.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT