Venstre står til historisk dårligt valg i målinger

24. MAR 2026 • 20:49ERHVERV/POLITIK

Venstre står til sit dårligste valg nogensinde i valgstedsmålinger. LA står til at blive størst i blå blok.

Venstre står i valgstedsmålinger til sit dårligste valg nogensinde.

Hos DR står partiet til 9,3 procent af stemmerne, og hos TV 2 står det til 9,0 procent.

Venstres hidtil dårligste valg var i 1987, hvor partiet fik 10,5 procent.

I 2022 fik Venstre 13,3 procent af stemmerne.

I både DR's og TV 2's valgstedsmåling står Venstre til at blive det næststørste parti i blå blok efter Liberal Alliance.

Liberal Alliance står i begge målinger til at få sit bedste valgresultat, siden partiet blev stiftet i 2007.

Hos DR står partiet til 10,5 procent, mens det hos TV 2 står til 10,0 procent.

Både DR og TV 2 laver valgstedsmålinger, som udarbejdes på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.

Det endelige valgresultat er endnu ikke optalt.

Det er første folketingsvalg, hvor Troels Lund Poulsen er formand for Venstre. På valgkampens første dag sprang han desuden ud som statsministerkandidat.

Han har sagt, at hans førsteprioritet er en borgerlig regering, men at han ikke udelukker noget.

Venstres Morten Dahlin siger, umiddelbart efter at valgstedsmålingerne er blevet offentliggjort, at han mener, at Venstre har ført en god valgkamp.

Han understreger, at Venstre har den rigtige formand i Troels Lund Poulsen.

- Der er fuld opbakning til Troels Lund Poulsen i Venstres organisation. Han er dygtig og kompetent, siger han.

Morten Dahlin siger videre, at det i målingerne ser svært ud med et blåt flertal, men at han afventer det endelige resultat.

I DR's valgstedsmåling står rød blok til 83 mandater, mens blå blok står til 78 mandater. Moderaterne, der står til 14 mandater, er ikke talt med i de to blokke.

I TV 2's måling står rød blok til 86 mandater, mens blå blok står til 75. Moderaterne står lige som hos DR til 14 mandater.

I blå blok står De Konservative til fremgang og henholdsvis 7,5 procent og 7,1 procent af stemmerne. Det vil i så fald være det bedste resultat siden 2007.

Danmarksdemokraterne står til en mindre tilbagegang i begge målinger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT