Den nye Storstrømsbro er mandag åbnet for trafik
Dronning Margrethe II's Bro er den nye Storstrømsbro, som åbner mandag og erstatter den gamle forbindelse.
Den nye Storstrømsbro er mandag åbnet for trafik, og de første kan nu krydse broen, enten i bil, til fods eller på cykel.Det oplyser Vejdirektoratet.
Den nye Storstrømsbro er åbnet, efter at borgmesteren i Vordingborg Kommune, Michael Seiding Larsen (V), har fundet guldsaksen frem og klippet det røde bånd.
Det er trafikken i nordgående retning, fra Falster mod Sjælland, som er åbnet. Senere på mandagen vil den sydgående trafik også åbne.
Den nye Storstrømsbro rummer med dens 25 meter bredde to vejbaner, to jernbanespor og en cykelsti samt 102 meter op til toppen af den høje pylon.
Broen forbinder Sjælland og Falster via Masnedø og erstatter dermed den gamle Storstrømsbro, som lukker for trafik - og senere skal rives ned.
- Der er ikke nogen grund til at lukke for trafikken på den gamle bro, da den kan benyttes uafhængigt af den nye bro. Derfor bliver den først lukket på et senere tidspunkt, har Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet, tidligere sagt til TV2 Øst.
Trafikken vil i løbet af de første timer mandag blive guidet af både Hjemmeværnet og motorcykelbetjente, som vil stå for, at de første trafikanter kan passere broen i god ro og orden.
Åbningen sker efter et indvielsesarrangement, som ifølge TV2 Øst blev besøgt af 140 inviterede gæster, hvor også den italienske ambassadør deltog.
Det er den italienske entreprenørkoncern Itinera, som har stået bag byggeriet af den nye bro, som har fået navnet "Dronning Margrethe II's Bro".
Prisen for projektet, hvor også nedrivningen af den eksisterende bro er medregnet, løber op i en cirka pris på 4,7 milliarder kroner, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Projektet har stået på i syv et halvt år, hvilket er næsten dobbelt så lang tid som den originale plan for byggeriet.
Broen er ifølge Vejdirektoratets hjemmeside cirka fire kilometer lang.
Til sammenligning er Storebæltsforbindelsen omkring 17 kilometer og Øresundsforbindelsen cirka otte kilometer.
Den tidligere Storstrømsbro åbnede i efteråret 1937 og erstattes dermed 88 år efter åbningen.
/ritzau/
