Solen titter frem lørdag i grå efterårsweekend

28. NOV 2025 • 06:32INDLAND/KRIMINAL

I en weekend præget af skyer, vind og perioder med regn er der ifølge DMI bedst chance for at se solen lørdag.

Weekendens bedste chancer for at blive ramt af solens stråler er lørdag formiddag, hvor skyerne de fleste steder i Danmark for en kort stund vil forsvinde fra himlen.

Størstedelen af weekenden byder på skyer, vind og perioder med regn.

Det siger Kasper Bonde Niebe, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

- Fredag starter ud med at være en gråvejrsdag med skyer over det meste af landet.

- Særligt her om formiddagen kan der være en del dis og regn mange steder, men ud på eftermiddagen tørrer det ud de fleste steder. På nær omkring Bornholm, siger Kasper Bonde Niebe.

Fredag holder det dog hovedsageligt tørt i den nordvestlige halvdel af Jylland med lidt eller nogen sol, tilføjer han.

Temperaturen er lun for årstiden, og fredag kan den nå op på mellem 10 og 12 grader.

Natten til lørdag bevæger en koldfront sig ind over Danmark, så temperaturen lørdag falder til mellem seks og otte grader.

- Lørdag starter egentlig med, at der er huller i skydækket mange steder, så man kan opleve sol hist og pist rundt omkring i landet.

- Men op ad dagen kommer der flere skyer op nede sydfra og lidt regn fra en frontzone. Så man skal nyde solen først på dagen, siger Kasper Bonde Niebe.

Weekenden slutter med typisk efterårsvejr.

- Søndag er der et lavtryk, der passerer Danmark fra sydvest, og det giver hovedsageligt skyet vejr til det meste af landet. Når vi kommer op ad dagen, så vil der også være byger og regn, der passerer vestfra, siger meteorologen.

Lavtrykket betyder også, at det ude ved kysterne bliver mere blæsende søndag.

- Vi ligger igen i centrale dele af landet med en let til frisk vind. Ved kysterne kan den være hård til kuling, siger Kasper Bonde Niebe.

Temperaturerne forventes søndag at bevæge sig mellem seks til otte grader.

Meteorologen fra DMI opfordrer til at komme ud lørdag formiddag, hvis man vil have lidt sol i weekenden.

- Hvis man skal udenfor, så ser lørdag formiddag mest oplagt ud til det.

- Har man det fint nok med at sidde indenfor, og måske gå i gang med juledekorationerne, så er det måske en weekend til det, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT