DR løfter sløret for næste års julekalender

27. NOV 2025 • 10:48INDLAND/KRIMINAL

I DR's julekalender, der får premiere i 2026, bliver julen sat i fare, da to venner finder en magisk bog.

Næste år kommer DR med en ny julekalender, der har titlen "Den Store Julefortælling".

Julekalenderen får premiere 1. december 2026, skriver DR torsdag i en pressemeddelelse.

Julekalenderen handler om drengen Aksel, der 1. december flytter hjem til sin mormor i den lille by Vester Kløjs sammen med sin søster.

Her bliver han hurtigt venner med Vigga, der bor i byen.

Da de to finder den magiske bog "Den Store Julefortælling", kommer både byen og julen i fare, da nissen Rolfe ved en fejl trylles ud af bogen.

Sammen må de tre stå sammen for at redde Vester Kløjs og julen, som vi kender den.

Ifølge chef for DR Drama, Henriette Marienlund, er temaet i den nye julekalender "de historier, der binder os sammen som mennesker".

- Fortællinger er julens hjerte, og julekalenderen minder os om, at det er vigtigere end nogensinde at bevare og dele de fortællinger, der skaber nærvær, underholdning og identitet, siger hun i meddelelsen.

Optagelserne gik i gang i september og fortsætter hen over vinteren.

DR optager både i DR Byens studier på Amager i København, i Birkerød, på Frilandsmuseet og i Den Gamle By i Aarhus.

- DR står på en stolt julekalendertradition, og med "Den Store Julefortælling" bygger vi videre på den med et nyt magisk univers for hele familien, siger Henriette Marienlund.

"Den Store Julefortælling" er skrevet af Lars T. Therkildsen og Uffe Rørbæk, der sammen står bag "Julemandens Datter"-filmene.

Uffe Rørbæk står desuden bag julekalenderne "Ludvig og Julemanden" samt "The Julekalender".

I sidstnævnte spiller han rollerne som nissen Hansi og Benny Jensen.

Den nye DR-julekalender instrueres af Morten Boesdal Halvorsen, som blandt andet har instrueret julekalenderne "Valdes Jul - Skovens Vogter" og "Valdes Jul - Vintermiraklet", der i år har premiere på TV 2.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT