TV 2-dokumentar viser syge og underernærede grise hos landbrugstop

26. NOV 2025 • 07:24INDLAND/KRIMINAL

Ulrik Bremholm er ked af eksempler på skjulte optagelser fra hans stalde. Fagfolk vurderer, at loven er brudt.

Tv-optagelser i en TV 2-dokumentar viser fastklemte, dehydrerede og underernærede grise hos en af dansk landbrugs topaktører.

Det skriver TV 2, forud for at dokumentaren "Hvem passer på grisene? Afsløring hos landbrugets top" sendes onsdag aften.

Der er tale om forhold på Ulrik Bremholms svinefarm på Langeland. Ulrik Bremholm er viceformand i Landbrug & Fødevarer, næstformand i Danish Crown og formand for Danske Slagterier.

Optagelserne er ifølge TV 2 lavet af dyreaktivister med skjult kamera i februar og marts i år.

Over for TV 2 vurderer fagfolk, at mindst tre forhold på Ulrik Bremholms svinefarm er i strid med loven.

Det gælder grise, der sidder fast i inventaret, grise, der ikke kan gå, og grise, der er dehydrerede og underernærede.

En del af optagelserne er lavet i Ulrik Bremholms fravænningsstald, hvor smågrise, som er taget væk fra soen, går.

John Haugegaard, som er forperson for Faggruppe Gris i Den Danske Dyrlægeforening, har set TV 2's optagelser og vurderer over for mediet, at flere af grisene i fravænningsstalden er så syge, at de burde have været aflivet for flere dage siden.

- Det her er ikke i orden, og de her grise er ikke håndteret, som loven foreskriver. En gris skal håndteres sådan, at man hele tiden har øje for, om den er på vej til at dø, og så skal den aflives, hvis den er det, siger han.

Ifølge TV 2 var mindst fire grise i stalden allerede døde.

TV 2 har forelagt optagelserne og vurderingerne fra fagfolk for Ulrik Bremholm. Han har ikke ønsket at stille op til interview.

Han svarer i stedet mediet skriftligt, lige som han har lagt en skriftlig kommentar på sin hjemmeside.

På sin hjemmeside skriver han, at han har fået forelagt fem klip fra sine stalde, og at han er ked af de eksempler, der bliver vist.

- Det er nogle alvorlige forhold - og jeg vil gerne understrege, at de hverken er acceptable eller lever op til standarderne for dyrevelfærd i mine stalde, skriver han.

Han skriver videre, at han har handlet på forholdene.

TV 2 og produktionsselskabet Kompagniet fik tirsdag aften forbud mod at vise flere af de skjulte optagelser, som er en del af dokumentaren. Det afgjorde Retten i Odense i en kendelse.

Det er Danske Svineproducenters formand, Jeppe Bloch Nielsen, som har politianmeldt TV 2 og Kompagniet for at ville videreføre optagelserne, som han mener er ulovlige.

Dyreaktivister har også lavet skjulte optagelser i Jeppe Bloch Nielsens stalde.

Retten tog tirsdag udelukkende stilling til, om optagelserne måtte blive vist onsdag aften, hvor dokumentaren er programsat.

TV 2 har kæret afgørelsen.

Dokumentaren, som fortsat sendes onsdag aften, er en revideret udgave.

Ifølge TV 2 har mediet ikke haft forudgående kendskab eller medvirket til at lave de skjulte optagelser.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT