Torsdag eftermiddag faldt der ifølge DMI omkring 24 millimeter regn på kort tid i Hald ved Randers.
Selv om sommeren i Danmark er præget af masser af sol, så er det også højsæson for kraftige byger og skybrud.Det fik indbyggerne i landsbyen Hald nord for Randers at mærke, da der torsdag eftermiddag faldt hele 24 millimeter regn inden for et kvarter.
- Det er normalt, at vi får nogle kraftige byger en gang imellem på denne tid af året, og nu gik det så tilfældigvis ud over indbyggerne i Hald.
- Det er første gang, at vi registrerer et skybrud i denne sæson, men det bliver med garanti ikke det sidste, siger vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler fra DMI.
Et skybrud er karakteriseret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn i det samme område inden for en halv time.
Selv om meteorologerne via en radar kan følge med i, hvor det regner, kan de ikke forudsige præcis, hvor skybruddene vil opstå.
- Det er ligesom, hvis du varmer en gryde med vand op. Vi ved, at det kommer til at boble på et tidspunkt, men vi kan ikke sige, hvor boblen opstår.
- Og skybruddene er så lokale, at der sagtens kan være opstået et af dem tidligere eller kraftigere end det i Hald, som vores målestationer ikke har opfanget, siger meteorologen.
Han opfordrer derfor også til, at man holder øje med radaren, når der er varsel om kraftige byger eller skybrud.
Hvad angår resten af aftenen, så kunne der godt opstå skybrud andre steder.
Vejrudsigten melder i hvert fald fortsat om mulighed for kraftige byger med torden flere steder i landet - også på Sjælland og på Bornholm. Uvejret er dog aftagende.
/ritzau/