Lego sagsøger kunstner for kommerciel brug af minifigurer

2. JUN 2026 • 21:37INDLAND/KRIMINAL

Lego trækker kunstner i retten for at bruge minifigurer i sine malerier og kræver værkerne "tilintetgjort".

Lego har sagsøgt kunstneren Artpusher for at bruge den danske legetøjskoncerns figurer i sine værker og kræver, at de "eksisterende gengivelser bliver tilintetgjort".

Det skriver Politiken.

- Fælles for de krænkende motiver er, at der er tale om en omfangsrig, systematisk, kontinuerlig og betydelig kommerciel brug af Lego-minifiguren, som anvendes af Artpusher til at tiltrække opmærksomhed, lyder det i stævningen, som avisen er i besiddelse af.

Artpusher kalder kravet om at destruere værkerne for "absurd" og mener, at "der er tale om et principielt angreb på den kunstneriske ytringsfrihed", forklarer han til Politiken.

I dansk ophavsretslov er der et princip, der sikrer, at man kan parodiere beskyttede værker, hvis der er tale om satire, eller hvis det bidrager til den kunstneriske ytringsfrihed, skriver Politiken.

Advokatfirmaet Plesner, der repræsenterer Lego, skriver i stævningen ifølge avisen, at "Artpushers indhold ikke kan betragtes som parodier, blandt andet fordi de er identiske eller tæt på identiske kopier af de originale figurer".

Artpusher er tidligere blevet dømt af Sø- og Handelsretten til at betale en erstatning til Coop på 750.000 kroner for at have brudt et forbud mod at gengive en fortolkning af Irmapigen på blandt andet kopper og plakater.

Artpusher har anket.

På Artpushers hjemmeside fremgår det, at han blandt andre inspireres af den spanske maler Pablo Picasso og den amerikanske popkunst-kunstner Andy Warhol.

- Disse inspirationer kan ses i størrelsen, skalaen og detaljerne i hans fotorealistiske værker, der trækker på popkunst, gadekunst og tegneserier - især japansk manga - for at skabe storstilede bybilleder med fokus på vores samfunds forbrugerisme, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT