Thøgersen har mobiliseret alt til sidste mentale opgave

4. JUN 2026 • 17:02SPORT

En sejr over Sverige vil kræve en stor mental indsats efter en lang sæson, mener Frederikke Thøgersen.

Sverige fredag og Serbien tirsdag. Det er de to sidste kampe i sæsonen, før næsten alle spillerne på det danske kvindelandshold i fodbold kan holde et par ugers sommerferie.

Kun nogle få spiller i ligaer, der følger kalenderåret, så langt de fleste på det danske hold er mødt op med en hel sæson i benene.

Men det er modstanderne fra Sverige og Serbien også. Derfor forudser midtbanespilleren Frederikke Thøgersen, at opgørene i VM-kvalifikationen skal vindes oppe i hovedet.

- Når man kommer til det her tidspunkt i sæsonen, så er det de færreste, der kan sige, de ikke er trætte. Og særligt mentalt. Det er lige så meget mentale kampe, de her, siger den nykårede italienske mester fra AS Roma.

- Der er mange af os, som halvt er gået på ferie (i klubberne, red.), men vi er ikke gået på ferie, fordi vi har to rigtig vigtige kampe her. Det er en speciel balancegang.

Ingen i truppen er i tvivl om kampenes betydning. En sejr fredag over Sverige kan sikre Danmark den eneste direkte VM-billet i gruppen. Det kræver, at Serbien tager point fra Italien.

I værste fald vil en dansk sejr betyde, at holdet kan nøjes med et enkelt point i sidste kamp tirsdag mod Serbien for at være VM-klar.

Danskerne slog overraskende Sverige 2-1 på svensk grund i april, og at dømme ud fra odds er Danmark en lille underdog i fredagens kamp.

Skal det blive til endnu en sejr over naboerne, som har flere store profiler på holdkortet, er der ifølge Frederikke Thøgersen ikke plads til små mentale blundere.

- Det bliver mere mentalt end fysisk, for der er to kampe tilbage og meget få træninger. Vi bliver ikke bedre, vi bliver ikke hurtigere, og vi bliver ikke stærkere.

- Så det handler om at blive i det og samle alt den energi og mentale kapacitet, der skal til, for at træffe de rigtige beslutninger og være klar under pres, siger Thøgersen.

Kampen mod Sverige fløjtes i gang klokken 19.15 fredag i Odense.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT