Forskerne, der står for obduktionen af hvalen Timmy, har fundet en livmoderhals i kadaveret.
Pukkelhvalen Timmy, der døde og skyllede i land ved Anholt i sidste måned, var en hun.Det rapporterer den tyske avis Bild, der er til stede ved obduktionen af hvalen, der foregår torsdag eftermiddag på kattegatøen.
Når forskerne så skråsikkert kan udtale sig om hvalens køn, skyldes det, at man har fundet en livmoderhals.
Obduktionen af hvalen er åben for offentligheden og begyndte torsdag eftermiddag ved 16.30-tiden.
Først blev hvalkadaveret tømt for luft og gasser, og siden arbejdede videnskabsfolkene sig lag for lag igennem hvalkroppen.
Ifølge Bilds liveopdatering er der også fundet en parasit i form af en orm i dyrets nyre.
I forbindelse med obduktionen bliver der skåret dele af hvalen, som forskerne tager med sig hjem for at undersøge dem nærmere.
- Vi tager ikke hele skelettet med hjem, men kun udvalgte knogler, siger Charlotte Bie Thøstesen, der er naturhistorisk fagchef ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, til Bild.
Resten af dyret vil blive skåret i mindre stykker og fragtet fra Anholt i containere for at blive destrueret.
Forskerne håber også at blive klogere på, hvad Timmy døde af, men det er ikke sikkert, at det lader sig gøre.
Timmy strandede oprindeligt ud for Timmendorfer Strand på den tyske nordkyst.
Et større redningsarbejde blev sat i gang, og til sidst blev hvalen fragtet ud på åbent hav i Kattegat, hvor den blev sluppet fri i begyndelsen af maj.
Redningsforsøget var forgæves - hvalen overlevede ikke og dukkede altså sidenhen op ud for Anholt.
/ritzau/