Skagens-maleri vurderet til millioner skal under hammeren

21. NOV 2024 • 12:01INDLAND/KRIMINAL

Et af P.S. Krøyers malerier bliver i december sat på auktion ved Bruun Rasmussen.

Et Skagens-maleri af maleren P.S. Krøyer, der er vurderet til flere millioner, skal under hammeren.

Det skriver auktionshuset Bruun Rasmussen, der har vurderet maleriet til mellem fire til seks millioner kroner. Den 2. december bliver det sat på auktion.

Der er tale om maleriet "Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen" fra 1892 af maleren P.S. Krøyer.

Værket er kommet til ved madam Bendsens hus i Skagens, hvor Krøyer og Marie tilbragte sommeren efter deres bryllupsrejse i Italien, skriver Bruun Rasmussen om maleriet.

- Værket, som vi udbyder på auktion, repræsenterer en meget lykkelig tid i deres fælles liv, hvor kærligheden og kunsten blomstrede, siger Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos auktionshuset, i nyheden.

Fra sommeren 1892 stammer også et af Krøyers allermest berømte værker ”Sommeraften ved Skagen” med Marie Krøyer stående i vandkanten på stranden i en lang hvid sommerkjole.

Alt imens maleriet, der denne gang skal under hammeren, er fra en lykkeligere stund i Krøyers liv, har hans maniske sind og sat spor i hans kunst.

Særligt i værkerne fra hans sidste leveår, hvor flere af hans kendte malerier ses som afspejlinger af hans indre kamp, skriver Bruun Rasmussen.

- P.S. Krøyer eller Søren, som han blev kaldt, og Marie Krøyer havde et kompliceret forhold, præget af både glædesfyldte perioder, men senere også store udfordringer blandt andet på grund af hans maniske og depressive sind, siger Julie Arende Voss i nyheden.

Skagens-maleriet, som kommer på auktion, indgår i en lille serie af havemotiver fra madam Bendsens hus med Marie Krøyer som model, hvoraf ”Roser” fra 1893 nok er det mest kendte, vurderer auktionshuset.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT