Royal Run 2026 melder udsolgt efter fire og en halv time

1. OKT 2025 • 15:17INDLAND/KRIMINAL

Rekordmange deltagere sikrer udsolgt i rekordfart til motionsløbet med kong Frederik i spidsen.

Royal Run 2026 er allerede udsolgt i alle fem værtsbyer - fire og en halv time efter billetsalget åbnede.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.

I alt er 115.000 startnumre blevet solgt til arrangementet, som næste år afholdes i Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg.

Det er det højeste antal deltagere i Royal Runs historie - et motionsløb, hvor kong Frederik traditionen tro løber med i front.

Løbet finder sted 25. maj 2026, og den store opbakning glæder arrangørerne bag Royal Run.

- Vi er både stolte og taknemmelige over den enorme opbakning, vi oplever år efter år. Det er fantastisk at se, hvordan Royal Run er blevet en tradition, hvor fællesskab og glæden ved at være aktiv går hånd i hånd, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og med i Royal Runs styregruppe, i pressemeddelelsen.

Royal Run er aldrig før blevet udsolgt så hurtigt. Rekorden fra sidste år var på lidt over otte timer. Her var der 97.786 deltagere.

- Når 111.500 deltagere over hele landet tilmelder sig på 4,5 timer, er det et synligt bevis på, hvilken national betydning begivenheden har fået, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund og ligeledes med i Royal Runs styregruppe.

Deltagerne kan vælge mellem tre distancer: "One mile", svarende til cirka 1,6 kilometer, samt fem kilometer og ti kilometer.

Ringkøbing var den første by til at melde udsolgt. Her blev alle 10.000 pladser solgt på blot halvanden time.

I Randers er der kapacitet til 20.000 deltagere. I Middelfart kan der være 14.000. I Helsingør 17.500 deltagere. Og i København/Frederiksberg kan der i alt være 50.000 deltagere.

Alle pladserne i alle byer er altså nu givet ud.

Der bliver ikke sat flere startnumre til salg. Det fremgår dog af pressemeddelelsen, at man løbende vil kunne få billetter på Royal Runs officielle videresalgsside.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT