DMI varsler om kraftig regn i hele landet
DMI varsler om kraftig regn i hele landet de næste 48 timer. DMI varsler også forhøjet vandstand.
Det bliver en weekend med masser af nedbør.DMI varsler nemlig om kraftig regn i hele landet i løbet af lørdag.
Det fremgår af Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.
"Kraftig regn" betyder, at der kan falde mere end 24 millimeter på seks timer.
Der er desuden varslet vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand i dele af landet.
Alle tre varslinger er i kategori 1, hvilket betyder, at der er tale om "voldsomt" vejr, skriver DMI på sin hjemmeside.
- Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter, lyder det.
Den kraftige regn starter natten til lørdag og aftager i løbet af lørdagen. Der vil efterfølgende være flere byger, som kan være kraftige, skriver DMI.
Den kraftige blæst rammer Danmark i løbet af fredag aften og vil særligt gå ud over Nord- og Vestjylland.
Blæsten vil natten til søndag give forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst, skriver DMI.
Årsagen til weekendens uvejr er et lavtryk, der kommer vestfra.
Lavtrykket, der ved de britiske øer har medført storm, er blevet navngivet Amy.
Uvejret, der er på vej til Danmark, har blandt andet medført, at lyntog mellem de to største byer i Jylland, Aarhus og Aalborg, aflyses fra fredag klokken 23.00 til lørdag klokken 13.45, skriver Banedanmark fredag.
På flere strækninger sættes hastigheden nogle steder ned til 60 kilometer i timen, hvilket kan give forsinkelser.
Færgeselskabet Color Line har desuden aflyst en færgeafgang fra Hirtshals i Nordjylland til den norske by Kristiansand fredag aften, skrev NTB torsdag.
Returafgangen lørdag morgen er ligeledes aflyst.
Den kraftige blæst kan desuden påvirke trafikken på Storebæltsbroen og Øresundsbroen, oplyser Sund & Bælt fredag.
Påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt på Storebæltsbroen. Forbuddet forventes at vare indtil lørdag klokken 14.00.
/ritzau/