Flere danske rejsende smittes med rabies - SSI advarer mod dyrekontakt

2. OKT 2025 • 14:11INDLAND/KRIMINAL

SSI opfordrer til vaccination før rejsen og til at undgå kontakt med dyr for at forebygge rabies i udlandet.

Flere danske rejsende udsættes for rabies under ferier i udlandet, især i Thailand og Tyrkiet.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

I 2024 modtog 340 personer i Danmark behandling mod mulig smitte af rabies. Heraf var 296 af tilfældene efter rejser i udlandet.

Året forinden var det totale antal af smittede 281, og udviklingen er ifølge SSI opadgående i 2025.

SSI opfordrer nu til øget opmærksomhed, vaccination før afrejse og at undgå kontakt med dyr.

- Man skal overveje at blive vaccineret hjemmefra, og så skal man undgå at klappe dyr, uanset hvor søde og tamme de måtte virke. Rabies er en frygtelig sygdom, men den kan forebygges, siger Maria Wessman, overlæge ved SSI, i pressemeddelelsen.

Rabies kan give hjernebetændelse. På verdensplan dør omkring 60.000 mennesker hvert år ifølge SSI.

Blandt de 296 personer, der fik rabies i udlandet, var det under halvdelen, der fik den nødvendige medicin lokalt.

Ifølge SSI har mange lande stadig begrænset adgang til behandling med rabies-immunglobulin. Det kan i kombination med vacciner forhindre sygdom i at udvikle sig - dog kun i visse tilfælde.

- Bliver man bidt eller kradset af et dyr i et land, hvor der er rabies, er det kritisk, at man straks sørger for at få vaccination og eventuel rabies-immunglobulin, siger Maria Wessman og tilføjer:

- Hvis man på forhånd er vaccineret, kan man nøjes med at give to vacciner som efterbehandling. Når først symptomerne bryder ud, findes der ingen kur, og dødeligheden er tæt på 100 procent.

Rabies, som i daglig tale også går under navnet hundegalskab, er en alvorlig virussygdom.

Sygdommen overføres typisk gennem bid fra smittede dyr, især hunde. Smitte kan også ske gennem krads eller spyt på åbne sår og slimhinder.

Symptomer er til at starte med feber, hovedpine og utilpashed samt føleforstyrrelser omkring eventuelt bidsted.

Det udvikler sig efterfølgende til kramper og lammelser.

Når neurologiske symptomer er indtruffet, er rabies altid dødelig, skriver SSI.

SSI anbefaler, at man overvejer rabies-vaccination inden afrejse til områder med kendt forekomst af rabies. En stor andel af tilfældene fra sidste år kom fra Thailand og Tyrkiet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT