Kraftig blæst kan påvirke trafikken over Storebælt og Øresund
Der er advarsler om blæst og risiko for trafikale begrænsninger på Storebælts- og Øresundsbroen.
Fredag og lørdag er der udstedt advarsler om blæst, der kan påvirke trafikken på Storebæltsbroen og Øresundsbroen.Det oplyser Sund & Bælt og Øresundsbroen på det sociale medie X.
Påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt på Storebæltsbroen. Forbuddet forventes at vare indtil lørdag klokken 14.00.
Øresundsbroen er fortsat åben, men ifølge dens hjemmeside er der risiko for lukning lørdag.
Hvis middelvinden når 25 meter i sekundet, lukkes Øresundsbroen af sikkerhedsmæssige årsager for vejtrafik.
Prognosen forventer middelvind omkring grænseværdien, og den største risiko for lukning er mellem klokken 8 og 11 lørdag.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler vindstød af stormstyrke fra fredag aften til lørdag eftermiddag i store dele af Danmark.
Vejret skyldes stormlavtrykket "Amy", som bevæger sig mod Norskehavet.
DMI forventer, at de største vindstød primært vil ramme den nordlige del af landet.
I Nordjylland samt Kalundborg og Odsherred på Sjælland er der udstedt kategori 1-varsel for vindstød af stormstyrke.
Kategori 1 betyder "voldsomt vejr". Her skal man ifølge DMI være opmærksom på, at vejret kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.
I det nordlige Danmark forventes stormende kuling på 20 til 23 meter i sekundet fra syd, med vindstød op mod 25 til 28 meter i sekundet.
Storebæltsbroen forbinder Fyn og Sjælland.
Ved hård vind på broen, mellem 10 og 15 meter i sekundet, er påhængskøretøjer under 750 kilo ikke tilladt.
Et påhængskøretøj er et køretøj, der bliver trukket af et andet køretøj. Det vil altså sige campingvogn, trailer, hestetrailer, anhænger eller lignende.
Der er opsat skilte, der viser de specifikke forbud. Skiltene ses før sidste afkørsel, når forbuddet træder i kraft. Det skriver Sund & Bælt på sin hjemmeside.
Øresundsbroen forbinder Amager og Skåne i Sverige. I området er der indtil videre ikke udstedt kategori 1-varsel fra DMI.
Samtidig med blæsten ventes også kraftig regn fra midnat fredag til klokken 14.00 lørdag.
Lokalt kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Risikoen gælder for hele landet.
/ritzau/