Copenhell præsenterer Volbeat som sidste hovednavn i 2026
Danske Volbeat spiller for første gang på Copenhell, som nu har offentliggjort alle hovednavne til næste år.
Copenhell præsenterer Volbeat som det fjerde og sidste hovednavn til festivalen i 2026.Det oplyser Copenhell i en pressemeddelelse.
Volbeat har aldrig før optrådt på rock- og metalfestivalen i København.
- Endelig kan vi præsentere landets største rockband! Det er noget, vi har ønsket os i årevis, og denne gang er det lykkedes, siger festivaldirektør Jeppe Nissen i pressemeddelelsen.
Med udmeldingen offentliggør festivalen desuden spilledage for alle fire hovednavne til næste år.
Onsdag 24. juni spiller Iron Maiden. Torsdag spiller Bring Me the Horizon, fredag spiller Twisted Sister, og lørdag 27. juni er det så Volbeat, der skal optræde.
Ifølge Volbeats frontmand, Michael Poulsen, glæder Volbeat sig til at spille på den danske festival.
- Det bliver vores første festivalshow i ti år i Danmark, så det er på tide. Jeg har selv haft fornøjelsen af at spille på Copenhell med Asinhell i 2024, og det var en dejlig aften. Vi må hellere få støvet nogle af de gamle klassikere af, siger Michael Poulsen i pressemeddelelsen.
Volbeat blev dannet i 2001 og har i de seneste to årtier haft stor succes - både i Danmark og internationalt.
På Spotify er deres hitsang "For Evigt" blevet hørt mere end 225 millioner gange.
Derudover har sangene "Still Counting", "The Devil's Bleeding Crown" og "Lola Montez" alle mere end 250 millioner afspilninger hver på platformen.
Copenhell er Danmarks største rock- og metalfestival og blev første gang afholdt i 2010.
Festivalen finder sted på Refshaleøen i København og løber over fire dage fra 24. til 27. juni næste år.
Ud over de førnævnte hovednavne har Copenhell også præsenteret Alice Cooper, Papa Roach, A Perfect Circle, Sepultura, Trivium blandt mange andre.
/ritzau/