Regning for minkerstatning nedjusteres til 29,2 milliarder kroner

30. JAN 2025 • 14:44ERHVERV/POLITIK

Siden januar 2024 er den forventede regning for minkerstatning nedjusteret med 300 millioner kroner.

Siden aftalen om erstatning til landets minkavlere og følgeerhverv blev vedtaget i 2021, er den forventede regning steget og steget.

Men nu går det den anden vej.

I et nyt skøn nedjusteres udgifterne til den samlede minkerstatning fra cirka 29,5 til cirka 29,2 milliarder kroner.

Det oplyser minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Ministeren har dog "ikke en politisk holdning" til, at skønnet nu nedjusteres.

- Min opgave er at sikre, at minkavlerne får den erstatning, de er berettiget til, og de får den så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Om det så er et større eller mindre tal i forhold til det oprindelige skøn, vil jeg ikke forholde mig til, siger Jacob Jensen til Ritzau.

Han vil heller ikke vurdere, hvornår den sidste minkerstatning kan være udbetalt, da han blandt andet ikke vil "lægge et politisk pres" på hverken minkavlerne eller statens repræsentant i erstatningssagerne.

Dog konkluderer han, at "det stadigvæk tager for lang tid" at få erstatningerne ud til minkavlerne.

- Men jeg er heldigvis også glad for, at flere og flere avlere vælger den såkaldte fast track-ordning, så vi kan få flere afgørelser håndteret hurtigst muligt.

Fra Trafikstyrelsen, som Minksekretariatet hører under, lyder det torsdag, at det fortsat er forventningen, at de sidste erstatningssager er afsluttet i 2027.

Mink kom på manges læber under coronakrisen. I november 2020 meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at regeringen havde besluttet, at samtlige 15 millioner mink i Danmark skulle aflives. Det var på grund af frygten og risikoen for en muteret coronavirus.

Da en efterfølgende aftale om erstatning til minkbranchen blev indgået på Christiansborg i 2021, var forventningen, at den samlede regning ville blive mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner.

Det beløb blev efterfølgende højere og højere.

Det forrige skøn på 29,5 milliarder kroner stammer fra januar sidste år. Her var der tale om en stor opjustering, da de forventede udgifter til erstatning til minkavlerne steg med 6,3 milliarder kroner.

Siden er flere erstatningssager blevet afgjort, og det er ud fra de afgørelser, at skønnet for erstatningsudgifter nedjusteres med cirka 1,4 milliarder kroner.

Modsat er udgifterne til at behandle sagerne i Minksekretariatet steget med cirka 1,2 milliarder kroner.

Det skyldes, at sagsbehandlingen er "langt mere omfattende og ressourcekrævende end oprindeligt skønnet", lyder det i pressemeddelelsen.

Senest har transportminister Thomas Danielsen (V), der har ansvaret for Minksekretariatet, bedt om Folketingets samtykke til, at Minksekretariatet får tilført yderligere 530 millioner kroner i 2025. Over halvdelen af beløbet skal gå til personaleomkostninger og lønninger.

I et folketingssvar oplyser transportministeren, at der per 23. januar er godt 190 årsværk i Minksekretariatet. Det forventes, at der skal ansættes yderligere 70 årsværk i løbet af 2025.

Der er foreløbig blevet udbetalt cirka 12,7 milliarder kroner i forbindelse med erstatning til minkavlere og følgeerhverv.

I alt har 1229 virksomheder med relation til minkbranchen søgt om erstatning.

I Minksekretariatet er der kommet 943 ansøgninger om erstatning fra minkvirksomheder, der havde mink i 2020. Det oplyser sekretariatet til Ritzau.

118 sager er blevet afgjort ved 1. instans i Minksekretariatet. 98 af dem er dog blevet påklaget til 2. instans, hvor der foreløbig er afsluttet 12 sager.

Minkavlere har også mulighed for at søge erstatning efter en forenklet model - den såkaldte fast track-ordning, hvor sagerne afgøres hurtigere. Her er 100 sager blevet afgjort foreløbig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

19. FEB 2025 • 21:38SPORT
NFH dukker sensationelt Team Esbjerg
FÅ ABONNEMENT