Reb fra fiskeriet ender som mikroplast og farlig føde for havfugle
Reb fra fiskeriredskaber er ifølge undersøgelse blandt de hyppigste typer af affald langs den jyske vestkyst.
En særlig type reb, der bruges i fiskeredskaber, er blandt de fem hyppigste typer affald langs Jyllands vestkyst.Det skriver DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Forskerne har set nærmere på forekomsten af reb kaldet "dolly rope".
Det består af bundter af tynde plastiktråde, der monteres under trawlnet for at beskytte dem mod slid fra havbunden.
Trådene slides af under fiskeri og ender som affald på havbunden og langs kysterne.
Over tid nedbrydes rebene til mikroplast, viser forskernes laboratorieundersøgelser.
På baggrund af internationale opgørelser anslås det, at dolly rope hvert år tilfører omkring 100 ton plast til havmiljøet.
Materialet bruges ifølge undersøgelsen især i fiskeri efter fladfisk og hesterejer i Nordsøen.
Det er fortrinsvis fiskere fra andre Nordsø-lande end Danmark, der ifølge meddelelsen anvender materialet.
Det er ikke kun langs den jyske vestkyst, man ser rester af dolly rope.
Det vurderes, at dolly rope kan udgøre op til 40 procent af det fiskerirelaterede plastaffald langs Nordsøens kyster.
Rebet er ikke kun et problem i form af plastikaffald, fremgår det af forskernes undersøgelse.
Dolly rope kan nemlig forveksles med føde af havdyr eller bruges som redemateriale af havfugle.
Men havfuglene risikerer at blive viklet ind i materialet med skader eller død til følge, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
Problemet er på den internationale dagsorden, og forskellige tiltag undersøges, fremgår det af rapporten.
- En eventuel regulering eller udfasning af dolly rope kan også blive en mulighed.
- For at reducere forureningen kræves der imidlertid teknologiske innovationer samt et tæt samarbejde mellem myndigheder, fiskere og producenter for at finde bæredygtige løsninger, der både beskytter havmiljøet og sikrer effektivt fiskeri, lyder det i rapporten.
Undersøgelsen er udført for Miljø- og Ligestillingsministeriet.
/ritzau/
