Børn og unge har brugt hotline til bekymringer om pornoafhængighed

28. JAN 2026 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Særligt drenge og unge mænd har kontaktet Red Barnet for at få hjælp til at stoppe med at se ekstrem porno.

Børn og unge, der er bekymrede over deres seksuelle tanker eller adfærd, har det seneste år kunnet kontakte børnerettighedsorganisationen Red Barnet anonymt.

Velvidende at børn og unge med de tanker eller den adfærd har meget svært ved at række ud efter hjælp, åbnede Red Barnet rådgivningstjenesten TalMedOs 6. februar 2025.

Allerede første dag ringede telefonen.

I alt havde rådgivningstjenesten 172 samtaler i 2025. Det fortæller psykolog Pernille Spitz, der er chef for Red Barnets arbejde med at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn.

- Hele formålet er at forebygge seksuelle overgreb på børn samtidig med at hjælpe en gruppe af meget forpinte og skamfulde børn og unge, som sidder alene og ikke tør snakke med nogen om de tanker, de har, siger Pernille Spitz og fortsætter:

- Erfaringerne fra det første år med TalMedOs understreger, hvor vigtig tidlig forebyggelse er. Der ér mulighed for at få anonym rådgivning af professionelle, som kan støtte og guide videre til egentlig behandling.

Også forældre og fagfolk kan kontakte TalMedOs.

Ifølge Red Barnet er de børn og unge, der henvender sig, mellem 13 og 24 år. Men rådgivningen har også talt med børn helt ned til 11 år.

Fire ud af fem af henvendelserne har drejet sig om en dreng eller ung mand, mens knap hver femte samtale har omhandlet en pige eller ung kvinde.

Mange af drengene og de unge mænds henvendelser drejer sig om brug af porno. Ofte med ekstremt indhold.

- Mange af dem føler, de er kommet ind i en afhængighed, som de ikke kan styre, fortæller Pernille Spitz.

I nogle tilfælde har forbruget af porno ledt til, at de har set overgrebsmateriale med børn.

Nogle af børnene og de unge har selv seksuelle tanker om børn.

- Det er meget skamfuldt for dem at tale om. Rigtig tit er vi de første, de fortæller det til. Det siger noget om, at der sidder en del unge mennesker, der har det rigtig svært, og som vi skal gøre noget for, siger Pernille Spitz.

- Ensomhed, stigmatisering og mistrivsel øger risikoen for, at de udøver flere krænkende handlinger ved at se mere overgrebsmateriale med børn - og i værste fald risikoen for at begå et fysisk overgreb.

TalMedOs er finansieret under Social- og Boligministeriet via en bred politisk aftale.

Den udløber ved udgangen af året.

Efter rådgivningens første år opfordrer Red Barnet på det kraftigste til, at TalMedOs gøres til en permanent indsats i forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn.

Pernille Spitz nævner, at antallet af unge under 18, der bliver dømt for seksualforbrydelser mod andre børn og unge, er stigende.

- Vi har en stor overbevisning om, at der er mange, der endnu ikke har hørt om vores rådgivning, og at der er børn og unge, som ikke har fået taget mod til sig om at kontakte os endnu, siger hun.

- Der er meget vundet ved at prøve at afstigmatisere det her område og sige til barnet eller den unge, at de ikke er alene, og at de kan få hjælp.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT