Minister ser Mogensens rumrejse som løsningen på globale udfordringer

29. APR 2024 • 14:31INDLAND/KRIMINAL

Danmarks bidrag til Den Europæiske Rumfartsorganisation skal øges, siger minister, der ikke sætter tal på.

Andreas Mogensens omkring seks måneder lange ophold på Den Internationale Rumstation er et vigtigt dansk bidrag til løsningen på globale udfordringer.

Sådan lyder det fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) under det første pressemøde på dansk jord med den hjemvendte astronaut, som vendte tilbage til Jorden i midten af marts.

Derfor benytter ministeren lejligheden til at påpege, at Danmark vil øge sit bidrag til Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA).

- Danmark skal langt højere op, siger Christina Egelund mandag.

For nuværende er Danmarks bidrag på under én procent af det samlede ESA-budget.

Under en ministerkonference i november 2022 forpligtede landet sig til organisationens rumprogrammer og udviklingsaktiviteter for omkring 734 millioner kroner i perioden 2023-2025.

Siden har Danmark styrket sit bidrag to gange. Senest blev der i januar afsat yderligere 125 millioner til at styrke den danske indsats.

- Vi er ikke der, hvor vi er i gang med at kigge på det. Vi er der, hvor vi er i gang med at handle på det og få Danmark til at blive en stærkere rumnation, siger Christina Egelund.

Ministeren sætter ikke et præcist tal på, hvor stort bidraget skal være i fremtiden.

På pressemødet bliver Andreas Mogensen spurgt, hvorvidt han en dag ønsker at rejse til Månen i et samarbejde mellem ESA og det amerikanske rumfartsagentur Nasa.

- Ja, selvfølgelig, svarer astronauten.

Men det er ikke grunden til, at Danmark skal øge sit bidrag, lyder det.

- Rumfart er et utroligt vigtigt område. Det er en industri, der påvirker vores verden. Vi bruger data fra rummet til at forbedre samfundet og vores livskvalitet, siger astronauten.

Andreas Mogensen tilføjer, at industrien passer "utroligt godt" til Danmark, fordi den kræver højtuddannede medarbejdere

- Derfor skal vi styrke vores position, siger han.

Josef Aschbacher, generaldirektør i ESA, afviser på pressemødet, at Andreas Mogensens chance for at komme til Månen afhænger af Danmarks tilskud.

Generaldirektøren fremhæver Danmark som en vigtig bidragsyder, men fortæller samtidig, at der er "plads til forbedring".

Samarbejdet mellem ESA og Nasa omfatter det såkaldte Artemis-program, der netop skal sende mennesket tilbage til Månen i de kommende år.

Astrofysiker ved Danmarks Tekniske Universitet Michael Linden-Vørnle siger til TV 2, at spørgsmålet om, hvorvidt Andreas Mogensen skal til Månen, først bliver besvaret, når de første tre missioner i Artemis-programmet er afviklet.

- Det kan godt tage op til ti år, tilføjer astrofysikeren til mediet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU