Jørgen Leth fortrød ikke beskrivelser af kokkens datter

5. OKT 2025 • 21:21INDLAND/KRIMINAL

Forfatter og kommentator Jørgen Leth brød sig ikke om de bivirkninger, som hans bog fra 2005 førte med sig.

Den afdøde forfatter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth fortrød aldrig sine beskrivelser af forholdet til hans koks 17-årige datter, som han var sammen med, da han boede på Haiti.

Det fortæller han i TV 2-programmet "Det sidste ord".

Jørgen Leth mente dog, at det fyldte for meget i offentlighedens omtale af ham.

- Det irriterer mig, at det fylder så meget. Det fylder abnormt meget. Jeg har aldrig brudt mig om de bivirkninger, der var ved det. Mine børn stod frem og var hos mig i den mest vanskelige tid. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg har skrevet det. Det vil jeg gerne stå ved, siger han over for vært Mikael Bertelsen.

Jørgen Leth døde mandag efter kort tids sygdom. Han blev 88 år.

Sammen med makkeren Jørn Mader var Leth fast kommentator på TV 2 på det franske cykelløb Tour de France op gennem 90'erne.

Men han stoppede, da han blev mødt af hård kritik for udgivelsen af erindringsbogen "Det uperfekte menneske" fra 2005. Bogen handlede blandt andet om hans årelange ophold i Haiti.

Formuleringen "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret" om hans forhold til en ung haitiansk pige fik ham fyret fra jobbet som Tour de France-kommentator.

Men i 2009 vendte han tilbage til kommentatorboksen, hvor han de følgende ti år prydede den danske sendeflade med sin stemme over verdens største cykelløb, indtil han stoppede efter uenigheder med TV 2.

I "Det sidste ord" fortæller Jørgen Leth, at han har "røbet historier", som han "ikke er stolt af". Han fortæller, at han har skrevet om sit eget liv, fordi det er "godt stof".

Han fortæller desuden, at hans livs største kærlighed var en jødisk kvinde, som han mødte ved en filmfestival i Tel Aviv.

Forholdet førte ikke til, at de flyttede sammen. Jørgen Leth mødte kvinden i en periode, hvor han var ramt af flere depressioner, fortæller han.

Jørgen Leth slutter "Det sidste ord" af med at læse sit eget digt "Det bliver ikke væk".

- Det må ikke blive væk, og det er vigtigt at huske. Tankerne er gode, men de forsvinder. De skal indfanges under glas ligesom insekter, reciterer han.

Som det allersidste kigger han ind i kameraet og siger "tak for nu".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT