Debattør Harald Toksværd færdig på talenthold og hos DR

6. OKT 2025 • 17:07INDLAND/KRIMINAL

DR oplyser, at der er en personalesag vedrørende Toksværds ansættelse. Toksværd kalder det en politisk fyring.

Debattør Harald Toksværd er fortid hos DR og dermed også DR's Talenthold.

Det oplyser Toksværd til Radio IIII, hvor han kalder det en "politisk fyring".

Han uddyber, at der har været en organiseret front af "meget magtfulde særligt højreorienterede stemmer", som har forsøgt at få ham fyret, siden han fik en plads på Talentholdet i sommer.

DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at der er en sag om Toksværds ansættelse.

- Jeg har læst i flere medier, at Harald Toksværd har oplyst, at han er blevet fyret fra DR. Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag, som vedrører hans ansættelse, lyder det fra ham.

Han kan ikke kommentere yderligere, før sagen er afsluttet.

Da Toksværd blev annonceret som en del af Talentholdet i sommer i år, fik det kritik fra blandt andre Liberal Alliances kultur- og socialordfører, Katrine Daugaard, som kaldte det "fuldstændig absurd" på den sociale platform X.

- Harald Toksværd er ikke bare venstreekstrem. Han har også fejret politiske modstanderes død og opdigtet historier om politivold i ungdomshuset.

- Er det virkelig vores fælles public service-medie værdigt, har hun skrevet på X.

DR Talentholdet er et lønnet udviklingsforløb på to år i DR.

Harald Toksværd har gjort sig bemærket med flere kontroversielle udtalelser.

Blandt andet i 2023, da cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen døde.

Her delte Toksværd en artikel om dødsfaldet på X og skrev ifølge Berlingske: "gg, ez".

Det er et udtryk kendt fra gamermiljøet, som bruges til at udtrykke en let sejr efter et spil. Det står for "good game, easy".

Toksværd siger til Radio IIII mandag, at det er kommet "meget ud af det blå", at han ikke længere skal være hos DR.

Ifølge ham har DR begrundet afskedigelsen med inhabilitet.

- Jeg er blevet erklæret inhabil på en række områder på grund af mine tidligere politiske, satiriske og provokerende udtalelser. Det betyder, at DR mener, at de ikke kunne strikke et meningsfuldt forløb sammen for mig, siger han til radiokanalen.

For omkring tre måneder siden forsvarede DR, at Toksværd godt kunne være på Talentholdet trods sin "fortid som provokerende debattør".

Det diskvalificerede ham ikke, sagde Jonas Delfs, chef for P3 og DR Talentholdet, i juli til Berlingske.

Delfs sagde i den forbindelse om X-opslaget om Mads Lundby Hansens død, at det "står DR selvfølgelig ikke bag, men jeg ved også, at det er noget, han har fortrudt og derfor også valgte at slette den pågældende kommentar".

Det vakte ligeledes opsigt, da Harald Toksværd i 2023 forsvarede en fest, som blev holdt i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 i forbindelse med Ritt Bjerregaards død.

Festen havde titlen "Så er vi kvit, Ritt". Bjerregaard var overborgmester under rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT