Sjælden bi dukker for første gang op ved regnvandsbed i Odense

6. OKT 2025 • 13:25INDLAND/KRIMINAL

Biarten "mellem smalbi", der normalt holder til på sydligere breddegrader, er nu også registreret i Danmark.

Mens det generelt står skidt til for mange arter i Danmark, er en ny biart dukket op i Odense-bydelen Bolbro.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Biartens latinske navn er Lasioglossum intermedium - på dansk kaldes den for "mellem smalbi", skriver styrelsen.

Arten er registreret ved et regnvandsbed i Bolbro kaldet "Træøen", hvor regnvand fra nærliggende gader afledes.

Mellem smalbi er fem-seks millimeter og blandt de mindste arter af bier i Danmark.

Det kan være klimaforandringer, der har bragt bien mod danske himmelstrøg.

Sådan lyder det fra en af forskerne bag fundet, postdoc Hjalte C. Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

- Nye arter indvandrer ofte fra syd, hvor deres udbredelse fremmes af klimaforandringer.

- Det er ikke usædvanligt, at de først observeres i bymiljøer, hvor temperaturen typisk er højere end i det omkringliggende landskab, siger han i pressemeddelelsen.

Ud over den nye bi er der fundet i alt 77 forskellige biarter og 152 billearter ved lignende regnvandsbede i Odense.

Flere af biarterne er rødlistede og sjældne, fremgår det.

Regnvandsbedene er netop tænkt som en "grøn oase", der skal fremme biodiversitet, lyder det fra udviklings- og innovationskoordinator Rikke Hansen fra VandCenter Syd.

- Det betyder, at de både afleder regnvand, renser forurenet vand fra vejen og bliver til små, grønne oaser, som understøtter den pressede biodiversitet, siger hun i pressemeddelelsen.

VandCenter Syd har sammen med forskere fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet arbejdet med at udvikle indretning af regnvandsbedene.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT