Kalkunkød viser høj resistens over for antibiotika til mennesker
Det er uvist, om fund af antibiotikaresistens i importeret kalkunkød er et isoleret fund, siger forsker.
Importeret kalkunkød viste i 2022 overraskende høje niveauer af resistens over for antibiotika, der bruges til at behandle mennesker.Det viser Danmap-rapporten, som Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet står bag.
Resultaterne skal dog tolkes med forsigtighed, da det er første gang, at kalkunkød undersøges, efter at nogle nye EU-regler er trådt i kraft.
Det siger Ana Sofia Ribeiro Duarte, seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet.
- Tiden vil vise, om det er et isoleret fund, eller om niveauet af resistens overfor denne gruppe af antibiotika i bakterier fra kalkunkød skal betragtes som et folkesundhedsproblem, forklarer hun.
Forbruget af antibiotika i Danmark er siden 1995 blevet overvåget med Danmap-programmet.
Programmet viser også, at der gennem det seneste årti er sket en stigning i resistens over for såkaldte fluorquinoloner i danskproducerede slagtekyllinger.
Fluorquinoloner er antibiotika, som bruges til at behandle infektioner - også livstruende - hos mennesker.
Samlet set er en lavere forekomst af antibiotikaresistens dog blevet påvist i Danmark end i de fleste andre EU-lande, viser rapporten.
- Det er et resultat af, at myndigheder, forskere og erhvervsorganisationer har arbejdet målrettet sammen for at kontrollere brugen af antibiotika til både mennesker og dyr igennem flere årtier, lyder det.
/ritzau/