Konstitueret departementschef bliver ny chef i Danmarks Statistik

17. SEP 2024 • 15:55INDLAND/KRIMINAL

Fra 1. december får Danmark en ny rigsstatistiker, som samtidig er daglig leder i Danmarks Statistik.

Martin Ulrik Jensen bliver ny rigsstatistiker i Danmarks Statistik.

Han tiltræder posten 1. december, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Rigsstatistikeren er den øverste daglige leder for Danmarks Statistik. Martin Ulrik Jensen afløser Birgitte Anker, som har haft posten siden 2020.

- Danmarks Statistik har en central rolle i det danske samfund. Danmarks Statistik er hovedleverandør af uafhængig data og statistik, som er en vigtig del af fundamentet for et demokratisk og dynamisk samfund, udtaler Martin Ulrik Jensen i pressemeddelelsen.

Den nye rigsstatistiker kommer fra en stilling som afdelingschef i Finansministeriet og som konstitueret departementschef i Ministeriet for Grøn Trepart.

Han er 44 år gammel og cand.oecon. fra Københavns Universitet.

Martin Ulrik Jensen er blevet indstillet af Danmarks Statistiks bestyrelse og er efterfølgende blevet udnævnt af digitaliseringsminister Caroline Stage (M).

I en pressemeddelelse fra Digitaliseringsministeriet siger ministeren, at Danmarks Statistik løfter en vigtig opgave.

- Jeg har stor tillid til, at Martin Ulrik Jensen vil værne om Danmarks Statistiks troværdighed og integritet og parallelt hermed sikre udvikling af institutionen til gavn for interessenter, samarbejdspartnere og det danske samfund generelt, siger hun.

Caroline Stage ser frem til samarbejdet, lyder det videre.

Posten som rigsstatistiker har eksisteret siden 1966.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT