Juletidens mange pakker udgør en risiko for at få skægkræ
Stadigt flere danskere oplever skægkræ i deres bolig. De kommer ofte ind med papemballage, skriver Ingeniøren.
Skadedyret skægkræ, der bliver fundet i flere danske boliger, på sygehuse og plejehjem, gemmer sig ofte i papemballage, fordi insekterne der finder både føde i form af cellulose og ly.Derfor er der i juletiden med ekstra mange forsendelser af pakker også risiko for at få skægkræ med hjem, skriver Ingeniøren.
- Skægkræ er jo ikke et dansk dyr, men de kommer hertil via de globale transportsystemer.
- I og med at den globale transport bare øges i disse år, kommer der også flere og flere af dem i Danmark, siger Nikolaj Scharff, der er professor på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet med speciale i insekter, til Ingeniøren.
Insektet skægkræ er en slægtning til sølvfisk, som mange kender fra badeværelsesgulvet.
Skægkræ er dog sværere at bekæmpe end sølvfisk og kan findes overalt i boligen, da de ikke har brug for fugtige omgivelser.
Videncenteret Bolius fik i december 2023 lavet en undersøgelse, der viste, at 14 procent af de adspurgte havde haft skægkræ i deres bolig.
Det var en stigning fra otte procent i januar 2022 og blot fire procent i december 2020.
Undersøgelsen viste også, at det især er folk i hovedstadsområdet, der har haft besøg af skægkræ.
Meget tyder på, at skægkræ kommer ind i vores hjem via papkasser med varer, der eksempelvis er bestilt over internettet.
Ifølge Videncentret Bolius er det svært at undgå skægkræ i huset, fordi insektet er meget lille, før det er fuldvoksent.
Derfor lyder rådet at åbne pakker med eksempelvis madvarer, tøj, sko og lignende udenfor og derefter putte dem direkte i en papcontainer.
På den måde undgår man at tage emballage, hvor skægkræene kan gemme sig, med ind i sin bolig.
Skægkræet er ikke farligt for mennesker eller dyr, men kan gøre skade på din bolig ved at gnave i eksempelvis bøger, tapet, malerier og lignende.
/ritzau/