Givskud Zoo har aflivet Nordeuropas næstældste næsehorn Sophie

14. MAR 2025 • 09:51INDLAND/KRIMINAL

Det gamle, hvide næsehorn Sophie fra Givskud Zoo er blevet aflivet på grund af sin høje alder. Hun blev 43 år.

Givskud Zoo har taget afsked med det 43-årige næsehorn Sophie.

Det skriver Givskud Zoo - Zootopia i en pressemeddelelse.

Det hvide næsehorn, de har taget afsked med, var parkens ældste dyr og Nordeuropas næstældste næsehorn.

Det gamle dyr var mæt af dage og optog ikke mad, som det burde. Derfor tog dyrlægen beslutningen om, at næsehornet skulle aflives.

Dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen er en af dem, der har fulgt Sophie nøje de sidste par år på grund af dets høje alder.

- Hun havde nået et stadie, hvor kroppen simpelthen ikke kunne længere. De sidste par måneder har vi kunnet se, at hun begyndte at miste status i flokken, siger Ditte-Mari Sandgreen.

- Hun tabte sig, og vi var ved at bevæge os ind i en fase, som var uværdig for dyret.

Det hvide næsehorn opstod i Afrika for to til fem millioner år siden. I dag er dyret truet og dets udbredelse er begrænset på grund af jagt.

Derfor er der tale om en sjælden art, og derfor kan der være meget viden at indhente til forskning, når sådan et dyr bliver aflivet.

Forskere og dyrlæger fra hele Danmark var inviteret til at være der, da Sophie blev aflivet.

Blandt dem var Kirstine Callø fra Københavns Universitets veterinærskole. Hun har forsket i hjertesygdomme i mere end 25 år.

- Det er en helt særlig mulighed for os at få et elektrokardiogram fra et næsehorn. Det er jo et ekstremt sjældent dyr. Så at få adgang til viden om dyrets hjerte er yderst værdifuldt, siger Kirstine Callø.

- Det bidrager til forståelsen af, hvordan hjerter hos store pattedyr fungerer, siger hun.

Sophie blev aflivet i vante omgivelser, så hun ikke blev stresset.

Næsehornet ankom til Givskud Zoo i 1982 og var en blandt fem andre næsehorn i parken.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT