Forsvaret har i år oftere været i luften for at afvise russiske fly
Stigning i Forsvarets aktioner skyldes, at der har været øget russisk aktivitet i luftrummet over Østersøen.
De seneste måneder har der været stor aktivitet ved forsvarets afvisningsberedskab, der holder øje med uidentificerede fly på vej mod dansk luftrum.I de første fire måneder af 2024 har beredskabets to fly været på vingerne flere gange end i den tilsvarende periode de to forgangne år.
Det oplyser forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Afvisningsberedskabet har været aktiveret i alt 31 gange siden nytår.
Til sammenligning blev beredskabet aktiveret 55 gange i hele 2023.
I årets første måneder er der også sket en stigning i russisk aktivitet i luftrummet over Østersøen.
Det har øget antallet af gange, hvor afvisningsberedskabet har været i luften.
- Der er i 2024 observeret en øget russisk indhentningsaktivitet i Østersøen. Jeg ser det ikke som en markant trussel, men vi følger det tæt. Stigningen er særligt sket i forbindelse med store Nato-øvelser og i kølvandet på Sveriges og Finlands optagelse i Nato.
- Forsvarets afvisningsberedskab er derfor blevet aktiveret oftere i år, sammenlignet med de seneste par år, og vi kan se, at beredskabet virker, lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
En aktivering af afvisningsberedskabet indbefatter, at beredskabets fly går i luften, hvis uidentificerede fly nærmer sig dansk luftrum.
Samtidig kan russiske indhentningsaktivitet også kaldes overvågningsflyvninger.
Den russiske aktivitet over Østersøen har fundet sted i internationalt luftrum, oplyses det i pressemeddelelsen.
Det betyder, at der ikke har været krænkelser af dansk luftrum. Det sker, når fly flyver ind i dansk luftrum uden at have fået lov.
- Vi har et tæt og godt samarbejde med allierede Nato-lande, og når russiske fly nærmer sig vores interesseområder, så holder vi øje med dem for at se, hvad de foretager sig. Der har været flere flyvninger i år, end vi har set over en længere periode, men det ændrer ikke på vores beredskab.
- Vi følger russisk aktivitet i området og sender afvisningsberedskabet i luften for at identificere flyene visuelt, hver gang de nærmer sig dansk interesseområde, forklarer Søren W. Andersen, der er chef for operationer i Flyverkommandoen, i pressemeddelelsen.
I 2021 blev dansk luftrum krænket to gange, mens det i 2022 blev krænket én gang. Dansk luftrum blev ikke krænket af russiske fly sidste år.
/ritzau/