Reservatet hædres med seks priser ved prisuddeling i Aarhus
TV 2-serien "Klovn" modtager "Legacy Award" ved Series Awards torsdag aften i Aarhus.
Netflix-serien "Reservatet" modtager seks statuetter ved Series Awards i Aarhus torsdag aften.Serien modtog priserne Bedste Serie, Bedste Miniserie, Bedste Krimiserie, Bedste Manuskript, Bedste Instruktion og Bedste Skuespilpræstation, der gik til Danica Curcic for hendes rolle som Katerina i serien.
Det skriver HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.
Ifølge HAVE Kommunikation er Series Awards en hyldest til den danske seriebranche og de serielle fortællinger, der samler danskerne.
Reservatet nåede i løbet af sine første to måneder at have 34 millioner visninger på Netflix.
Serien handler om en au pair, der forsvinder sporløst fra en værtsfamilie i et rigmandsmiljø omkring Gentofte nord for København.
Series Awards uddelte i alt priser i 12 forskellige kategorier inklusiv en Legacy Award, der blev givet til TV 2-serien "Klovn, "som tak for at holde danske komedieserier i gang i tyve år".
Clara Dessau, der spiller hovedrollen i "Legenden", er blevet hyldet med Talentprisen.
Legenden, der kom ud 27. oktober, nåede på den første uge at blive set 11,3 millioner gange.
TV 2-serien "Balladen om Kolonihaven - Det sidste vers" modtog prisen for Bedste Dokumentarserie.
Prisen for Best Nordic Series gik til Disney og SVT-serien "Whiskey on The Rocks", mens Prisen for Bedste Fortløbende Serie gik til tredje og sidste sæson af DR-serien "Carmen Curlers".
Peter Mygind var vært ved showet, og serien "Sommerdahl", som han har en hovedrolle i, modtog Publikumsprisen for den sjette sæson af serien.
Dette var den eneste pris, der blev afgjort via en offentlig afstemning.
En jury fandt de nominerede og modtagerne af de 11 andre priser.
I 2025 bestod juryen af Ann Lind Andersen, Piv Bernth, Keld Reinicke, Milad Schwartz Avaz og Dorte Warnøe Høgh.
Sidste år gik Publikumprisen til "Familier som vores".
Det er femte gang i træk, at Series Awards afholdes i Aarhus.
/ritzau/
