Otte ud af ti danskere kender ikke anbefalingerne for alkohol

7. NOV 2025 • 09:05INDLAND/KRIMINAL

Danskernes manglende kendskab til anbefalingerne for alkohol vækker bekymring hos Kræftens Bekæmpelse.

Langt de fleste danskere kender ikke Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når det kommer til indtag af alkohol.

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 83 procent af danskere i alderen 18 til 74 år ikke kender anbefalingerne for alkohol.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man højest drikker ti genstande om ugen. Anbefalingen har været gældende siden 2022 og er den samme for både kvinder og mænd.

I undersøgelsen er de 3023 svarpersoner blevet bedt om at angive, hvor mange genstande Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man maksimalt drikker på en uge.

Kun otte procent har angivet det korrekte antal genstande.

Det manglende kendskab vækker bekymring hos Peter Dalum, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.

- Hvis man ikke ved, hvor meget alkohol, der er for meget, kan man måske have et sundhedsskadeligt alkoholforbrug uden at vide det, siger han i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at både kvinder og mænd højest drikker fire genstande på én dag.

På spørgsmålet om den daglige anbefaling er det blot fem procent af de adspurgte, der har svaret rigtigt.

Samtidig tror mere end hver tredje dansker, at Sundhedsstyrelsen fraråder børn og unge under 16 år at drikke alkohol.

Sådan lød anbefalingen frem til 2022, hvor styrelsen begyndte at fraråde børn og unge under 18 år at drikke alkohol.

Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 16 procent af danskerne drikker mere end de ti genstande om ugen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Det er primært de unge - 18-29-årige - samt de ældre - 60-74-årige - som ikke holder sig inden for anbefalingerne.

Mænd drikker i højere grad end kvinder også mere end ti genstande om ugen.

Alkohol øger risikoen for mere end 200 sygdomme, herunder mindst syv forskellige kræftformer.

Det gælder kræft i mundhulen, svælget, spiserøret, struben, leveren, tyktarmen samt brystkræft.

- Selv om risikoen for at få kræft som følge af alkohol stiger med antallet af genstande, der drikkes, så er der ingen sikker nedre grænse, hvor man kan sige, at alkoholindtaget er risikofrit, lyder det fra Peter Dalum.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT